Empati, indføling i en person eller andet levende væsen, ofte i følelsesbetonede situationer; evne til at indleve sig i og sætte sig i en andens sted.

Faktaboks

Etymologi
Ordet empati kommer af græsk empatheia 'sindsbevægelse, lidenskab', af en- og afledning af pathos 'lidelse, lidenskab'.

I den empatiske proces bliver vi enten ført med i den andens sindstilstande eller deltager selv aktivt i forsøget på at identificere os med dem og derigennem forstå vedkommende.

Den empatiske indlevelse er således en del af grundlaget for social forståelse, ikke mindst hvad angår nonverbal kommunikation mellem fx forældre og børn. Se også kropssprog.

Åbenheden over for og evnen til både at gøre sig til klangbund for den anden og samtidig fastholde en balanceret vurdering af pågældende, af situationen og af sig selv varierer utvivlsomt ganske meget hos mennesker.

Empati er et centralt begreb i selvpsykologien, og opøvelsen af den empatiske evne er vigtig for megen psykologisk praksis som bl.a. beskrevet af Carl R. Rogers.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig