Faktaboks

Charlotte Højholt
Født
12. februar 1964

Charlotte Højholt, f. 12.2.1964, dansk psykolog og forfatter; cand.psych. 1992, ph.d. 1999 fra Københavns Universitet, professor ved Roskilde Universitet fra 2014.

Hun har i sin forskning, bl.a. som leder af en række større forskningsprojekter, arbejdet på at forene teoriudvikling og udviklingsarbejde inden for børneområdet. Det er bl.a. sket ved at følge børns udvikling på tværs af deres forskellige livssammenhænge som familier, kammeratskabsgrupper, institutioner og skoler og samtidig have fokus på de involveredes voksnes samarbejde om børn.

Charlotte Højholt har bl.a. været med til at oprette forskningsnetværket Praksisforskning i udvikling og Nordisk netværk for barnelivsforskning og leder desuden ph.d.-programmet Hverdagslivets Socialpsykologi.

Hun har bl.a. skrevet Samarbejde om børns udvikling (2001) samt været redaktør på Forældresamarbejde - forskning i fællesskab (2005), Børn i vanskeligheder - Samarbejde på tværs (2011) og sammen med Pernille Hviid på Fritidspædagogik og børneliv (2012), hvis bidrag diskuterer børn og unges forhold i SFO'er og på fritidshjem.

Charlotte Højholts hjemmeside på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC - Roskilde Universitet

Læs om Fritidspædagogik og børneliv på Hans Reitzels hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig