Faktaboks

Daniel Goleman
Født
7. marts 1946

Daniel Goleman, f. 7.3.1946, amerikansk psykolog, 1984-96 videnskabsjournalist ved New Your Times, hvor han skrev om hjernen, om intelligens og om menneskets adfærd. Daniel Goleman er internationalt kendt for sine bøger om bl.a. social og følelsesmæssig intelligens, der er udkommet i store oplag over hele verden.

I Emotional Intelligence (1995, da. Følelsernes intelligens, 1997) gør han op med den gængse opfattelse af, hvor afgørende vores IQ er. Han peger på betydningen af følelsesmæssig intelligens omfattende bl.a. selverkendelse, vedholdenhed, motivation, indlevelsesevne og situationsfornemmelse. Efterfølgeren, Social intelligence (2006, da. Social intelligens, 2006), beskæftiger sig med den betydning, sociale relationer har for vores sundhed og livskvalitet, bl.a. via hormoner, der udløses ved interaktion med andre og påvirker forskellige dele af kroppen.

Focus: The Hidden Driver of Excellence (2013, da. Fokus. De skjulte mønstre bag unikke præstationer, 2013) omhandler vigtigheden af at fastholde fokus, mens The Brain and Emotional Intelligence: New Insights (2011, da. Hjernen og den følelsesmæssige intelligens, 2014) handler om, hvordan vi kan lære os selv og vores hjerne at øge vores følelsesmæssige intelligens.

Blandt Daniel Golemans andre bøger er A Force for Good. The Dalai Lama’s Vision for Our World (2015, da. Det godes kraft - Dalai Lamas vision for en bedre verden, 2015), der er baseret på samtaler med Dalai Lama om, hvordan vi kan bidrage til at gøre verden til et bedre sted.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig