Ambition, aspiration, higen, ærgerrighed, stræben efter øget kompetence, bestemte færdigheder eller høj status.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ambition kommer af latin ambitio, af amb(i)- og ire 'gå'.

Ambition læres i opvæksten gennem opdragelse og uddannelse som personens indre målestok, dvs. kravniveau for tilfredsstillende præstationer og social status i samfundet. Barnets erfaringer med at slå til eller lide nederlag over for skolens forventninger om indlæring og præstationer har stor betydning for dets ambitioner.

I den vestlige kultur betragtes ambition almindeligvis som en vigtig og positiv personlig egenskab, der medvirker til, at den enkelte udnytter sine individuelle muligheder med henblik på såvel erhvervsmæssig som kulturel og social udfoldelse i samfundet; andre kulturer lægger i stedet vægt på, at personen følger sædvane og tradition. Omgivelsernes forventninger kan føre til opbygning af urealistiske og uopnåelige ambitioner, så personen skuffes i sin stræben efter at indfri dem. Det kan medføre livslang skuffelse og følelse af utilstrækkelighed, hvis ikke ambitionerne opgives eller nedskrives til det realistiske.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig