Børnepsykologi er det videnskabelige studium af menneskets psykiske udvikling fra fosterliv til og med ungdomsalder (18 år). Børnepsykologi adskiller sig fra klinisk børnepsykologi og børnepsykiatri ved primært at beskæftige sig med typiske udviklingsprocesser hos børn og unge og ikke med afvigelser.

Selv om børnepsykologien i høj grad bidrager med viden af stor relevans for praksis, beskæftiger den sig sjældent med behandling af børn med psykiske lidelser.

Børnepsykologi har meget tilfælles med udviklingspsykologi, hvis hovedinteresse også er at studere spædbørn, småbørn, større børn og unge. På grund af dette har termerne børnepsykologi og udviklingspsykologi ofte været anvendt synonymt. Udviklingspsykologien studerer dog ikke blot forandringer i tænkning, følelser, social evne og adfærd hos hos børn og unge, men gennem samtlige aldersperioder i livsforløbet.

Børnepsykologien er ligesom den øvrige psykologiske videnskab relativ ung og er såvel i Danmark som internationalt kun omkring 100 år gammel.

Udviklingens kontinuitet og diskontinuitet

Udviklingens forløb bestemmes af barnets oplevelser af hhv. kontinuitet/diskontinuitet i rutiner og menneskelig kontakt. Enkeltstående brud og forandringer (diskontinuitet) behøver ikke at påvirke udviklingen negativt. Det gør derimod en rækkefølge af uforudsigelige, psykisk belastende hændelser.

Eksempelvis har forskning vist, at skilsmisse (bruddet) ikke i sig selv behøver at være udviklingstruende. Men hvis de voksne efter skilsmissen vedbliver at konflikte, får det på sigt negativ betydning for børns udvikling. Udviklingens kontinuitet kan altså være truet, hvis skilsmissen medfører en stribe af negativt oplevede forandringer: Tab af forældrekontakt, flytning, skoleskift, tab af kammerater, et nyt liv præget af økonomiske problemer m.v.

Udvikling sker i relationer

Børns psykologiske udvikling kan ikke forklares ud fra fx forældrenes envejspåvirkning og -opdragelse. Heller ikke at barnet har et indre udviklingsprogram, som miljøet blot skal give gode vækstbetingelser, for at barnet kan gro og udfolde sig. Den indflydelsesrige udviklingspsykolog Jean Piaget så barnet som solipsist. Dvs. at han mente, at individet kun udvikles gennem sin egenaktivitet. Sådanne positioner er nu helt forladt i børnepsykologien.

Det er nu veletableret viden, at børn kommer socialt parate til verden med forudsætninger for menneskelig interaktion. De smiler og reagerer aktivt på blikkontakt og "babytalk". Nyfødte har tilsyneladende også en medfødt skabelon af et menneskeansigt, som det kan sætte mor og far ind i. Men dette aktiveres og udvikles ikke, uden at barnet er i nære menneskelige relationer. Således – kastet ind i verden – indgår menneskebarnet hurtigt i gensidighed og samspil med andre mennesker.

Fra kritiske til sensitive faser

Børnepsykologisk forskning har før 1960'erne i meget høj grad beskæftiget sig med, hvad der kunne gå galt i børns udvikling. Fx konsekvenserne af moder-afsavn (kaldet maternel deprivation) og tidlig institutionalisering. I modsætning hertil har den moderne børnepsykologi studeret børn hovedsagelig i typiske opvækstsituationer. Det har påvist et stort spillerum for udvikling.

Opfattelsen af, at de tidlige livsfaser har altafgørende betydning for menneskets udvikling, kaldet kritisk fase-synet, er også blødt op. Det er afløst af idéen om sensitive perioder: Virkningerne af negative oplevelser tidligt i livet er nok betydningsfulde, men ikke nødvendigvis uafvendelige. Nysynet bygger på langtidsstudier, der har vist, at børn under "de samme" problematiske opvækstvilkår kan udvikle sig ganske forskelligt – nogle faktisk "bedre end forventet".

Forskning i resiliens har i høj grad bidraget til denne viden. Det handler dog ikke her om såkaldte mælkebøttebørn, altså robuste og særligt modstandsdygtige børn. Derimod handler det om, at nogle mennesker i en sensitiv udviklingsperiode har evnet at beskytte barnet mod negative påvirkninger.

Enkeltstående negative erfaringer i barndommen er sjældent årsag til fejludvikling. Det er derimod længerevarende forsømmelse og problemfyldte opvækstforhold op gennem barndommen.

Børnepsykologiens centrale forskningsfelter

Børnepsykologiens emner er mangfoldige, og faget udvikler sig med stor hast. Følgende centrale felter har dog været fremtrædende i den børnepsykologiske forskning:

  • Udviklingens grundlag og forløb. Her studeres vigtige udviklingsmilepæle i barndommen samt ikke mindst sammenhængene mellem den tidlige og senere udvikling.
  • Biologisk og psykofysisk udvikling. Her spiller spørgsmålet om arv og miljø en vigtig rolle. Men også prænatal udvikling, fødsel, temperament og tidlig udvikling er centrale temaer. Her er den skarpe adskillelse af krop og psyke samt arv og miljø blevet afløst af forskning, der undersøger deres dynamiske samspil.
  • Perception, kognition og sproglig udvikling. Herunder teorier om og undersøgelser af sansning, tænkning, intelligens samt semantiske og lingvistiske færdigheder hos børn.
  • Personlighed og social udvikling. Herunder motiver og følelser hos børn, udvikling af identitet og selvet, barnets sociale forståelse, leg, moral og selvkontrol, kønsforskelle og -roller.
  • Socialisering. Dette handler bredt om barnets opvækst og opdragelse i familie, institutioner og samfund.

Internationalt har børnepsykologisk forskning efter 1960'erne afgørende ændret karakter. Det har påvirket både teori og udviklingssyn. Hvad angår teorierne har tre tendenser været dominerende.

De store, almene teorier og deres tilbagegang

Far og barn.
Tidligere mente man, at spædbarnet og det lille barn kun var i stand til at tilknytte sig en enkelt omsorgsperson, ideelt moderen. Det syn er nu forladt i børnepsykologien. For talrige studier viser, at barnet tilknytter sig flere omsorgspersoner, og at moderen ikke behøver at være den primære. Her ses et etårigt barn med sin far.
Far og barn.
Af /Ritzau Scanpix.

Fra århundredeskiftet til 1960'erne dominerede de såkaldt store, almene teorier børnepsykologien: Psykoanalysen (repræsenteret ved fx Sigmund Freud, Erik Erikson, Margaret Mahler og D.W. Winnicott), Jean Piagets kognitive teori samt indflydelsen fra virksomhedsteorien (fx L.S. Vygotskij og A.N. Leontjev). Hertil kommer Albert Banduras social indlæringsteori og John B. Watsons behaviorisme.

Selv om de indbyrdes er meget forskellige, har de ét karakteristisk fællestræk. Nemlig at børns udvikling kan forklares ved brug af få generelle begreber. Fx med den freudianske det-jeg-overjeg-model (også kaldet id, ego og superego), behaviorismens stimulus-respons-mekanisme (også kaldet S-R) eller Piagets stadiemodel over barnets sansemotoriske, egocentriske og konkret/abstrakt logiske tænkningstyper.

Dette grundsyn dominerede børnepsykologien (og udviklingspsykologien) gennem mange årtier. Men de store almene teoriers indflydelse falmede markant gennem 1960'erne og 1970'erne. Det skyldes, at talrige nye undersøgelsers resultater viste sig umulige at forklare og forstå ved hjælp af de store, almene teorier.

Det herskende dogme i børnepsykologien bestod fx i følgende:

  1. Såkaldt monotropisk tilknytning var og burde være det normale for barnet. Dvs. at barnets allerførste psykiske binding kun eksisterede til en moderfigur.
  2. Fædre måtte ikke bryde det nære mor-barn bånd. Fædre havde først en vigtig udviklingsrolle ved barnets 3-års alder (her udspilledes fx ødipuskomplekset).

Eksempelvis rådgav jordemødre, sundhedsplejesker og børnepsykologer nybagte familier efter denne autoritative viden. Den blev tillige brugt i skilsmisse- og adoptionssager på bekostning af fædre og plejeforældre.

Men det monotropiske dogme falmede, fordi studier efterhånden påviste, at selv ganske små børn evner flerpersonel tilknytning, og at det er det typiske. Spædbørn knytter sig til både fædre, søskende, bedsteforældre, pædagoger. Men også til andre, barnet har en tillidsfuld kontakt med. Det har faktisk vist sig, at jo flere trygge tilknytninger et barn har, desto bedre udvikling.

Det relativt kompetente barn

Der var endnu en afgørende grund til de store, almene teoriers tilbagegang. Det var, at forskningens grundopfattelse af det spæde barn skiftede markant. I den traditionelle opfattelse var barnet passivt og inkompetent. I stedet voksede idéen om det relativt aktive kompetencebarn.

Dermed menes ikke, at spædbørn er lige så evnerige som fx 3-årige. Men undersøgelser kunne påvise, at nyfødte og spædbørn kunne langt mere, end tidligere antaget. Fx kan nyfødte skelne moders mælk fra andre kvinders; to dage gamle kan de efterligne voksnes smil og overraskede udtryk. De kan altså foretage imitation, fx efterligne en voksen, der række tunge og lave trutmund.

Endvidere viser spædbørn ekstrem tidligt tegn på udvikling af et gryende selv og et kerneselv.

Den domænespecifikke periode

Ovenstående teorisyn er stigende grad blevet afløst af den såkaldte domænespecifikke periode, som dominerer i dag. Domænespecifikt er dette: I modsætning til de store almene teorier beskæftiger den domænespecifikke tilgang sig kun med afgrænsede sider af børns udvikling. Fx theory of mind, dvs. hvornår børn kan forstå og aflæse andres sind, eller nonverbal begrebsdannelse hos spædbørn, dvs. begreber uden ord. Men adskillige andre domænespecifikke fænomener studeres af den moderne børnepsykologi.

Denne periode har også fostret de såkaldte minitorier. De har ingen ambition om at kunne forklare næsten alt, som de store almene teorier. Derimod opstår en domænespecifik miniteori gennem indarbejdelse og fortolkning af en række konkrete undersøgelser.

Den domænespecifikke periode beriger børnepsykologien med en enorm viden. Den er dog særdeles partikulær og dermed vanskelig – selv for eksperter – at have overblik over.

Helhedsperspektivet i børnepsykologien

Dét har vakt interessen for at skabe et helhedsperspektiv i den internationale børnepsykologi. Børnepsykologien påvirkes nu i stigende grad af et mere sammenhængende og overordnet syn på udvikling. Det er dog ikke en tilbagevenden til de store, almene teorier. Men ligesom i udviklingspsykologien bliver metoder og teorisyn påvirket af den tværvidenskabelige såkaldte udviklingsvidenskab (developmental science). Her anvendes fx begreber fra dynamisk systemteori på forståelsen af børns udvikling.

Hertil kommer det såkaldte kontekstuelle og økologiske perspektiv i børnepsykologien, som udviklingspsykologen Urie Bronfenbrenner udviklede. Det handler om, at børns udvikling nu ses indlejret i dens større helheder, fx i samfund, familie, daginstitution og skole. Børns psykologiske udvikling ses desuden som afhængig af tid og sted, fx barnets opvækst i en given kultur i en bestemt epoke. Her nærmer den moderne børnepsykologi sig både sociologi, historie og antropologi.

En erkendelse, som er baseret på stigende tværkulturel forskning, er denne: Børnepsykologien har i sine hidtidige bestræbelser været præget af etnocentrisme. Dvs., at den videregiver af idéen om det vestlige barn som normalitetens målestok. I dag er man mere forsigtig med at generalisere studier som gældende for alle børns udvikling

Udvidelsen af udviklingsperspektivet

Det nye helhedssyn betyder, at børnepsykologiens udviklingsperspektiv udvides bl.a. til ikke kun at gælde børn. Underforstået i den traditionelle børnepsykologi var, at barnet er omgivet af uforanderlige, færdigudviklede voksne. I det dynamiske helhedssyn syn er barnet derimod i interaktion med aktører (fx forældre), der selv er under udvikling. Fra at være et par skaber barnets ankomst en mor og en far. Det igangsætter en kæde af helt nye dynamikker mellem forældrene og i forholdet til deres barn.

Selv om helhedsperspektivet er på vej ind i børnepsykologien, er det langt fra dominerende. Med andre ord er faget stadigvæk præget af den domænespecifikke periodes enorme, men fragmenterede viden. Det indebærer, at store faglige forskelle og vandtætte skodder mellem udviklingsdomænerne stadigvæk præger børnepsykologien.

Negativt set kan det skabe forvirring hos forældre, pædagoger, lærere m.fl. De kan opleve at stå foran et "tagselvbord" af forklaringer på, hvordan børn vokser op og udvikler sig. Positivt set kan det betragtes som udtryk for en sund videnskabelig dynamik. Ingen enkelt teori, teoretiker eller fast kerne af undersøgelser har endnu kunnet skabe en enhedsopfattelse af eller den ultimative viden om børn.

Anvendelse af børnepsykologi

I børnepsykologiens relativt korte historie har der været en stærk tradition for at anvende dens viden. Bredt defineret handler anvendt børnepsykologi om formidling samt professionsorienteret anvendelse af børnepsykologiske teorier og metoder. Det kan fx være spørgsmålet om, hvad børn kan på forskellige tidspunkter af deres udvikling.

Børnepsykologisk viden kan imidlertid virke frustrerende på dem, der ønsker enkle og klare svar. Enkeltbegivenheder i barnets liv kan sjældent forklare psykologisk udvikling. Børn og unges udvikling er et kompleks resultat af mange samvirkende faktorer. Eksempelvis kan et skolebarns motivation til at lære nyt ikke blot forklares ved et godt forhold til læreren. Motivationsudvikling er som minimum påvirket af social og etnisk baggrund, nummer i søskendeflokken, position i familien, køn, temperament, intelligens, angst, social kompetence, opdragelsesstil i hjemmet, forholdet til kammerater osv.

Ny viden udfordrer anvendelsen af faget

Brugen af børnepsykologisk forskning er blevet både institutionaliseret og professionaliseret i Danmark. Eksperter er gennem årene i stigende grad blevet inddraget både som privatpraktiserende børnepsykologer og i statslige og kommunale bestræbelser på at forbedre børns velfærd og trivsel samt for at begrænse deres mistrivsel.

Men den børnepsykologiske forskning forandrer, som nævnt, løbende faget. Det betyder, at professionsuddannede brugere af børnepsykologi ikke altid er fagligt opdateret. Det skaber en risiko for, at rådgivning og afgørelser i fx børnesager kan komme til at hvile på et fagligt forældet grundlag.

Et eksempel er, at den førnævnte nyere viden om flerpersonel tilknytning endnu ikke er blevet velkendt professionsviden. I stedet for anvendes teoriens oprindelige monotropiske mor/barn-tilknytningsidé. Det betyder, at fx fader/barn-forholdets store betydning for børns psykiske udvikling overses og dermed ignoreres. Eller at moderen ses som den primære årsag og dermed pålægges ansvar og skyld, hvis det går galt med barnets psykiske udvikling.

Ifølge nyere børnepsykologi er det imidlertid helt ubegrundet. For som nævnt er der mange faktorer, der tilsammen påvirker børn og unges udvikling.

Popularisering af børnepsykologien

Børnepsykologien er nået ud til et stort publikum gennem stribevis af populærvidenskabelige formidlinger til forældre og andre brugere af børnepsykologi. Fx Stein Ulvund: Forstå dit barn og Tanith Carey: Hvad tænker mit barn?

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig