eksistentialistisk psykologi

Eksistentialistisk psykologi, eksistentialisme kan defineres som læren om den menneskelige tilværelses vilkår. I realiteten beskæftiger eksistentialismen sig dog i hovedsagen med, hvad der kan kaldes den vestlige modernitets vilkår, i form af temaer som tilværelsens og værdiernes mening eller absurditet, fremmedgørelsen, det enkelte individs autonomi, den fri vilje og valget af muligheder. Dermed drejer eksistentialistisk psykologi sig også om den enkeltes overtagelse og realisering af sig selv som sit eget fremtidige "projekt" (Sartres udtryk). Dertil kommer angsten for frihed som en både dragen og skræmmen samt skylden over ansvarsforflygtigelsen ved ikke at vælge — og dermed leve en uægte eller uautentisk tilværelse.

Eksistentialismens filosofiske hovednavne er Søren Kierkegaard, Martin Heidegger, Karl Jaspers og Jean-Paul Sartre. Af andre filosoffer kan nævnes Albert Camus, Emmanuel Levinas, Gabriel Marcel, Martin Buber og Paul Tillich.

Nogle af de sidstnævnte er påvirket af Edmund Husserls fænomenologiske metode, til trods for at de lægger afstand til det centrale i metoden i dennes oprindelige udgave, som består i at "sætte eksistensen i parentes". De sætter tværtimod eksistensen i centrum.

Fællesnævneren for dem er undersøgelsen af de nævnte livstemaer under fastholdelse af, at kun gennem sit livssyn, sin livsførelse og sit konkrete handleliv samt refleksionen derover kan mennesket nå til at virkeliggøre sand indsigt i eksistensen. Det sker derimod ikke gennem teorier og systematiske tankebygninger. Menneskets eksistens går forud for dets essens eller væsen, som Sartre siger. Mennesket er, hvad det gør sig til, og er ansvarligt herfor. Det er sin egen arkitekt. Derfor drejer det sig ikke om at forstå, hvad mennesket er som følge af sit naturgrundlag og sine opvækstbetingelser, men derimod om, hvad det vil sige at være til som personlig tilblevet og virkeliggjort erfaring. Af denne grund kan eksistentialismen vanskeligt karakteriseres ved bestemte læresætninger eller doktriner.

Den eksistentialistiske psykologi repræsenteret ved fx Ludwig Binswanger, J. van den Berg, Medard Boss, James Bugental, J.J. Buytendijk, Viktor von Gebsattel, Viktor Frankl, Adrian van Kaam, Ronald D. Laing, Joseph Lyons, Rolly May, Eugene Minkowski og Carl Rogers overtager disse temaer og synsmåder og væver dem ind i andre psykologiske opfattelser og teorier af forskellig karakter, hvoraf nogle tillige lægger vægt på betydningen af arv og miljø.

Eksistentialistisk psykologi anvender den fænomenologiske metode til at undersøge det enkelte menneskes individuelle og unikke oplevelsesforhold til sine medmennesker, til sig selv og sin til stadighed tilblivende identitet i lyset af frihed, valg og ansvar. Inden for psykoterapien, som mange af ovennævnte psykologer har gjort til deres arbejdsfelt, har eksistentialistisk psykologi gjort sig gældende ved at fremhæve, at psykiske problemer udgør en helhed, som patienten må overtage ansvaret for som forudsætning for en helbredelsesproces hen imod fornyet meningsfylde, selvrespekt og engagement i livet. Først da er det muligt at bryde knuder og løse konflikter i sjælelivet.

Se desuden eksistensfilosofi, eksistentialisme, fænomenologi, fænomenologisk psykologi, humanistisk psykologi.