eksperimentalpsykologi

eksperimentalpsykologi, discipliner inden for psykologien, der i lighed med naturvidenskaber som biologi og fysik anvender kontrollerede eksperimenter som forskningsmetode. Som grundlægger regnes tyskeren Gustav Theodor Fechner, der i midten af 1800-t. undersøgte, hvordan simple oplevelser, fx af lydstyrke, afhænger af de fysiske sansepåvirkninger. I Danmark blev eksperimentalpsykologien indført af Alfred Lehmann, der i 1886 fik oprettet et psykologisk laboratorium ved Københavns Universitet.

Betegnelsen eksperimentalpsykologi er udtryk for den vægt, der i psykologiens ungdom blev lagt på at adskille denne nye videnskab fra spekulativ, filosofisk psykologi. Indtil 2. Verdenskrig blev eksperimentalpsykologien — med studiet af perception, opmærksomhed, indlæring, hukommelse og problemløsning som de vigtigste discipliner — anset for kernen i den videnskabelige psykologi. Det var således inden for eksperimentalpsykologiens område, man diskuterede fundamentale spørgsmål som fx, hvorvidt psykologien skulle beskæftige sig med bevidstheden eller med individernes ydre adfærd. Europæisk eksperimentalpsykologi valgte overvejende bevidstheden som genstand, mens amerikansk eksperimentalpsykologi koncentrerede sig mest om adfærden (se behaviorisme).

Siden 2. Verdenskrig er betegnelsen blevet mindre præcis, og den anvendes nu sjældnere. Det skyldes de metodologiske skillelinjers aftagende betydning. På den ene side har eksperimentelle metoder vundet indpas i hele psykologien, fx også i sprogpsykologi, socialpsykologi, personlighedspsykologi og udviklingspsykologi. Kliniske psykologiske test bygger ligeledes på eksperimentel metodik. På den anden side anvendes der i stigende omfang ikke-eksperimentelle (ofte benævnt naturalistiske) metoder inden for de klassiske eksperimentalpsykologiske discipliner. Mange vigtige psykiske fænomener kan således ikke undersøges eksperimentelt, enten fordi de ikke kan fremkaldes under kontrollerede betingelser (fx kreative tanker og fejlhandlinger) eller pga. etisk uforsvarlighed (fx pinefulde og skræmmende oplevelser).

Eksperimentalpsykologien er bl.a. blevet kritiseret for, at eksperimentel kontrol ofte giver forsøgssituationer et kunstigt præg, der kan vanskeliggøre generalisering af resultaterne, og for at udtrykke et naturvidenskabeligt ideal, hvis stræben efter kvantitativ måling og kontrol strider mod de psykiske fænomeners sociokulturelle natur. På den anden side giver eksperimenter mulighed for betydelig sikrere slutninger om årsagssammenhænge end ikke-eksperimentelle studier, uanset om der bruges kvantitative målinger eller kvalitative beskrivelser af observationerne.

De oprindelige discipliner inden for eksperimentalpsykologien har siden 1960'erne været inde i en fornyet udvikling, der bygger på anvendelse af computeren som model for de psykiske processer. Det samlende grundbegreb er kognition (erkendelse, tænkning); betegnelsen eksperimentalpsykologi er derfor stort set erstattet af kognitionspsykologi eller kognitiv psykologi. Se også kognitionsforskning.