erindring

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Erindring. Flashbulb memories kalder man den type erindringer, der fremtræder, som om de var fastholdt med fotografisk nøjagtighed. Mange husker stadig klart den situation, hvor de hørte nyheden om mordet på Olof Palme, måske illustreret af dette billede af blomster lagt på mordstedet, før blodet var fjernet.

erindring, hukommelse for selvoplevet, tids- og stedsbestemt situation eller begivenhed. Bruges også om evnen til at erindre.

Erindring betegnes i psykologien undertiden som episodisk hukommelse; dette begreb, som især er udbredt i kognitiv psykologi og neuropsykologi, overser dog det særligt personlige (og dermed følelsesmæssige) tilknytningsforhold til fortiden, der kendetegner erindringer i modsætning til hukommelse i almindelighed. Netop den personlige side af erindringer er blevet stærkt betonet af filosoffer, ikke mindst Kierkegaard. Som samlet helhed udgør en persons erindringer det historiske aspekt af den pågældendes selvopfattelse; derfor har betegnelsen selvbiografisk hukommelse vundet frem siden 1980'erne.

Den videnskabelige forståelse af erindringens lovmæssigheder vanskeliggøres af, at man skal kende den oprindelige situation (og endda helst sådan som den erindrende person dengang oplevede den) for at kunne fastslå, om en erindring er sand, eller hvordan den evt. afviger derfra. I visse tilfælde kan forskeren skaffe uafhængig viden om den oprindelige situation, fx fra optegnelser, arkiver eller andres udsagn. Men for at undgå tilfældigheder har man ofte undersøgt erindringen af arrangerede situationer, fx præsenteret på lysbilleder eller film, i lighed med metoderne i den klassiske hukommelsespsykologi (som dog næsten udelukkende benyttede stærkt forenklet sprogligt materiale, se Hermann Ebbinghaus). En i nogle henseender bedre, men mere tidskrævende metode er at indsamle beskrivelser af begivenheder, umiddelbart efter at de er sket, som grundlag for senere at undersøge de samme personers erindring af begivenhederne (såkaldt dagbogsmetode).

Påvirkninger af erindringer

Nogle teorier antager total hukommelse, dvs. at alle oplevelser opbevares i hukommelsen, og at de vil kunne fremkaldes igen som erindringer, såfremt de rette betingelser er til stede, fx skabt under hypnose eller psykoanalyse. Netop psykoanalysen, som den blev formuleret af Freud i begyndelsen af 1900-t., gik ud fra denne antagelse. Når oplevelser tilsyneladende blev glemt, mente psykoanalysen, at der i virkeligheden var tale om fortrængning, dvs. en ubevidst censurering og undertrykkelse af erindringerne, som var motiveret af deres pinefulde indhold. Psykoanalytisk terapi sigtede derfor på at få patienten til at genfremkalde de fortrængte erindringer og således opnå indsigt i fortidens, særlig barndommens, skjulte traumer. Freud byggede ikke mindst sin teori på den originale iagttagelse, at mennesker kun har ganske få og usammenhængende erindringer fra de første 3-5 år af livet, såkaldt barndomsamnesi eller infantil amnesi (se senere).

Teorien om total hukommelse støttes tilsyneladende af, at erindringer ofte dukker op spontant, hvis de nuværende omstændigheder ligner dem, der fandtes under den oprindelige oplevelse, fx når man besøger barndomshjemmet. Forskning udført af den canadiske neurokirurg W. Penfield i 1950'erne blev tolket som bevis for total hukommelse. Penfield fandt, at en svag elektrisk stimulation af visse dele af hjernebarken hos mennesker, der blev opereret under lokalbedøvelse, førte til levende forestillinger om situationer, der virkede bekendte. Men det er aldrig lykkedes at påvise, at disse situationer faktisk var oplevet tidligere, altså at de var erindringer og ikke blot fantasier. Kontrollerede undersøgelser af hypnose og lignende teknikker tyder heller ikke på eksistensen af total hukommelse. Der er ved sådanne teknikker i stedet tale om en øget villighed til at sige, hvad man tænker, som fører til både flere rigtige og flere forkerte (fantaserede) oplysninger. Et voksende antal lande anser derfor ikke vidneudsagn indhentet under hypnose for retligt gyldige.

Derimod bekræfter forskningen helt entydigt, at de nuværende omstændigheders lighed med den oprindelige oplevelse har stor indflydelse på, om en erindring fremkaldes. Det gælder, hvad enten erindringen dukker op spontant eller efter en viljemæssig indsats for at huske. Selv uden at antage total hukommelse er der således altid mulighed for, at man under passende betingelser kan erindre hidtil "glemte" situationer og detaljer. Særlig i USA, Storbritannien og Tyskland har man med held arbejdet på at udvikle metoder til brug i retsvæsenet (kaldet Cognitive Interviewing), som systematisk benytter resultater fra den kognitive forskning til at forbedre erindringen af detaljer fra situationer uden samtidig at øge omfanget af fejlerindringer.

Ikke blot ydre omstændigheder, men også lighed mht. indre tilstande såsom stemningsleje, beruselse og påvirkning af psykofarmaka (fx beroligende medicin, sovepiller) har betydning for, om oplevelser erindres, og hvad der erindres fra dem. Man taler om, at erindringen er tilstandsafhængig. Dette kan være medvirkende til at skabe stofafhængighed, fordi den stofpåvirkede tilstand ikke erindres realistisk, når personen er stoffri. Nedsat erindring, efter at brug af psykofarmaka er ophørt, kan formentlig også forringe en forståelse af egne problemer, som blev opnået under medicinbrugen, fx i psykoterapi. Sammenhængen mellem en persons stemningsleje og erindringer har påkaldt sig stor interesse, fordi den kan bidrage til forståelsen af de meget udbredte depressive lidelser. Under en depression er det vanskeligere end normalt at erindre det konkrete indhold af ens oplevelser, især positive oplevelser, der kunne bryde de depressive tanker. En depressiv patient kan fx godt huske, at der var lykkelige perioder tidligere i ægteskabet, men ikke så konkret, at han eller hun igen kan føle noget af glæden eller bruge erfaringen til at skabe nye lykkelige situationer. Sådanne resultater finder bl.a. anvendelse inden for kognitive terapier, der i visse henseender (fx mht. tilbagefald) har vist sig mere effektive end medicinsk behandling af depression.

Erindringers nøjagtighed påvirkes endvidere af indtryk og informationer, som personen kommer ud for i tiden mellem oplevelsen og erindringen af den. Vidner, der får forevist billeder af mulige forbrydere, kan senere blande dem sammen med erindringen om den virkelige forbryder og derfor fejlidentificere en mistænkt. Selv ordvalget i spørgsmål under en afhøring kan ændre det, der huskes; fx har man fundet, at vidner angav højere fart og mere omfattende skader ved et bilsammenstød, de havde set på film, når udtrykket "tørne ind i" blev brugt i et spørgsmål frem for ordet "ramme".

Erindringens intensitet

Erindringer fremstår subjektivt med varierende grad af livagtighed og detaljering, fra at man næsten genoplever begivenheden, og til at man blot mener, eller synes man ved, at den er sket engang uden at kunne bestemme det nøjere. Stor livagtighed af en erindring medfører gerne, at man føler en tilsvarende stor sikkerhed på, at erindringen giver et sandt billede af den oprindelige begivenhed. Adskillige studier har imidlertid vist, at livagtighed ikke er nogen garanti for sandhed; selvom levende erindringer faktisk generelt er mere korrekte og huskes længere end vage og uklare erindringer, så er de alligevel ikke sjældent helt eller delvis forkerte. Sådanne fejl kan være særlig uheldige, fordi personens sikkerhed, fx ved vidneudsagn i retssager, også leder tilhørere til at fæste større lid til troværdigheden.

Usædvanlig livagtige erindringer er blevet betegnet flashbulb memories ('blitzerindringer'), fordi de kan fremtræde, som om de var fastholdt med fotografisk nøjagtighed. Sådanne erindringer har givet anledning til en mere begrænset version af teorien om total hukommelse. Ifølge denne såkaldte Now Print-teori udløser muligt livstruende situationer en speciel, biologisk primitiv hjernemekanisme, der registrerer alle situationens indtryk — uvæsentlige såvel som væsentlige — i en særlig holdbar form. Teorien er udsprunget af forsøg med dyr og af den iagttagelse, at mange mennesker levende husker situationen, hvor de først hørte nyheden om en chokerende offentlig begivenhed (fx mordet på USAs præsident Kennedy i 1963 eller på Olof Palme i 1986), skønt omstændighederne omkring det at høre en nyhed jo er helt uvæsentlige i forhold til nyhedens voldsomme indhold. Nærmere undersøgelser af denne type erindringer har givet samme resultat som beskrevet ovenfor: Den levende erindring er ofte korrekt og sejlivet, men absolut ikke ufejlbarlig og permanent som et fotografi.

I almindelighed gælder det, at begivenheder, som man oplever med stærke følelsesreaktioner, huskes bedre end mere neutrale begivenheder. Følelsesintensiteten er det afgørende, uanset om følelserne er negative (fx angst, vrede) eller positive (fx begejstring, sejrsstolthed); der kan altså ikke spores nogen fortrængning i Freuds betydning. Denne lovmæssighed synes at kunne støtte Now Print-teorien. Mere detaljerede studier peger imidlertid på, at chokerende oplevelser ikke fører til generelt bedre erindring, men snarere til "tunnel-hukommelse", dvs. at centrale ting i situationen huskes særlig godt, hvorimod perifere ting huskes dårligere end normalt. Fx står det truende våben i et røveri lysende klart, mens andre tilstedeværende og måske endda røverens ansigt og påklædning fortoner sig i tåge. Tunnel-hukommelse kan være forklaring på nogle af de netop omtalte, modstridende forskningsresultater, idet den enkelte persons oplevelse af, hvad der var centralt, bliver afgørende for den senere erindring.

Den kendsgerning, at erindringer ofte er behæftet med fejl, og at de påvirkes af samtaler med andre og egne refleksioner over oplevelserne, har givet grobund for konstruktivistiske opfattelser af erindring. Erindringer ses her som individers og gruppers tankemæssige — bevidste eller ubevidste — konstruktioner, der primært skal tjene til at give mening og sammenhæng i en mangetydig verden, snarere end at afspejle fortiden korrekt. En sådan tanke blev fremsat af briten Frederic Bartlett i 1932, ligesom den antages i mange nyere udgaver af psykoanalysen. Det fremhæves da, i modsætning til Freud, at det afgørende for en persons selvbillede er, hvad den pågældende tror der er sket i fortiden, frem for hvad der virkelig skete. Psykologisk sandhed består i, at den version af historien, som erindres, udgør en for personen selv (og evt. for andre) overbevisende fortælling — såkaldt narrativ sandhed.

Som en ekstrem konsekvens af denne opfattelse hævder fx postmodernismen, at den fortælling om os selv, der fremstår gennem den erindrede livshistorie, er en vilkårlig konstruktion, som vi hele tiden ændrer på, således at spørgsmål om den sande historie og det sande selv (eller sandhed i det hele taget) er meningsløse. Omhyggelige studier af livserindringer viser dog, at disse postmoderne teorier er stærkt overdrevne. Trods sine begrænsninger giver erindringen som hovedregel et dækkende billede af fortiden og af os selv. Især begivenhedernes faktuelle side erindres troværdigt, om end sjældent særlig detaljeret. Derimod er vore tidligere vurderinger og holdninger mere udsat for at blive fordrejet i lyset af vore nuværende idealer og opfattelser.

Erindring og alder

Det er i 1990'erne blevet fastslået, at righoldigheden af erindringer varierer over livsløbet på en måde, der følger tre simple lovmæssigheder: 1) Antallet af erindringer inden for de seneste år er stort, men det mindskes med øget tidsafstand — i overensstemmelse med Ebbinghaus' klassiske glemselskurve, blot udstrakt over 10-15 år. 2) Derfindes praktisk talt ingen erindringer før 2-3-årsalderen — i overensstemmelse med den af Freud påviste barndomsamnesi; efter denne alder øges antallet gradvis. 3) Fra årene mellem 15 og 25-30-årsalderen er der betydelig flere erindringer, end man skulle vente, hvilket er blevet betegnet "ungdomspuklen". Dette tredelte mønster i erindringerne er meget robust. Det er således fundet hos gamle mennesker med fx Alzheimers sygdom (senil demens) eller alvorlig depression, selvom sådanne lidelser påvirker den samlede mængde og kvaliteten af de tilgængelige erindringer stærkt.

Årsagerne til dette mønster er ikke fuldt klarlagte. Freuds teori om fortrængning af erindringer fra den tidlige barndom er forladt. Barndomsamnesien skyldes snarere det spæde barns utilstrækkelige evne til at forstå forbindelser mellem adskilte begivenheder og fastholde disse forbindelser, fx i sproget. Sprogets betydning støttes af, at kvinder som regel husker lidt længere tilbage end mænd (ca. 1/2 år), svarende til, at pigers sprog udvikles tidligere end drenges. Det er også blevet påvist, at mødre eller fædre, der snakker med deres 2-3-årige børn om fælles oplevelser, bidrager til at udvikle børnenes evne til at genkalde sig egne erindringer.

Ungdomspuklen kan antages at være et udtryk for, at oplevelser i voksenalderens begyndelse har særlig betydning for identitetsdannelsen og fastlæggelsen af det senere livsløb (fx flytning fra hjemmet, parforhold, uddannelse, første job, første barn). Som omdrejningspunkter for selvopfattelse og livshistorie bliver disse oplevelser holdt ved lige i erindringen ved at blive genfortalt og ved at indgå i egne refleksioner over tilværelsen. I alderdommens tilbageblik over livet vil ungdommen og de tidlige voksenår derfor normalt være en mere dominerende periode end barndommen (modsat talemåden "at gå i barndom"). I erindringslitteratur gælder dette i mindre grad, fordi fremstillingen bliver underlagt fortællerens hensigter og vurderinger.

Erindring og litteratur

I Platons dialog Filebos forsøger Sokrates at nå frem til at bestemme legemets og sjælens andel i sansning, hukommelse og erindring: Når sjælen og legemet i fællesskab undergår en påvirkning og i fællesskab sættes i røre, kan dette kaldes sansning. Bevarelse af sanseindtryk kan kaldes hukommelse. Når sjælen på egen hånd, uden legemets medvirken, genfremkalder sanseindtryk, den har modtaget i samarbejde med legemet, så siger vi, at sjælen generindrer. Har sjælen mistet sanseindtryk eller viden og derpå søger det frem igen på egen hånd, kalder vi også dette for generindringer.

Det græske ord for hukommelse er mneme og for erindring anamnesis. I fortsættelse af Platon har Kierkegaard udbygget kontrasten mellem hukommelse og erindring. Det sker i Stadier paa Livets Vei (1845). Første hovedstykke heri hedder "In vino veritas". En Erindring efterfortalt af William Afham. Den lange "Forerindring" fastslår straks: "At erindre er ingenlunde identisk med at huske... Hukommelsen er kun en forsvindende Betingelse... Oldingen taber Hukommelsen... Men Erindringen er hans bedste Kraft, hans Trøst, der trøster ham med det poetiske Fjernsyn. Barndommen har omvendt i høj Grad Hukommelse og Nemme,... Imidlertid er Alderdommens lykkelige Erindring ligesom Barnets lykkelige Nemme Naturens Naadegave".

For Platon var erindringen, anamnesen, organet for et menneskes viden om sig selv, i tidligere inkarneringer, tilbage til individets oprindelse i den guddommelige idéverden; for Kierkegaard linjen til den enkeltes udødelige kerne. "Erindringen er nemlig Idealiteten... Erindringen vil hævde et Menneske den evige Continuitet i Livet og sikkre ham, at hans jordiske Tilværelse bliver uno tenore (dvs. ud i ét), eet Aandedrag, og udsigeligt i Eet... Dette er Betingelsen for Menneskets Udødelighed, at Livet er uno tenore... I Erindringen trækker Mennesket paa det Evige... Egentlig kan man kun erindre det Væsentlige... Den, der har brudt med Ideen, kan ikke handle væsentlig... At tage sig en Kone er jo noget Væsentligt; men Den, som engang har jadsket i Elskov, han kan gjerne slaae sig for Panden og for Hjertet og paa R- af lutter Alvor og Høitidelighed; det bliver dog Fjas... Men det Erindrede kan man heller ei glemme... Det Erindrede kan man kaste bort, det vender tilbage ligesom Thors Hammer... Hukommelsen er umiddelbar og kommes umiddelbart tilhjælp, erindringen kun reflecteret. Derfor er det en Kunst at erindre... Hvad er saaledes Hjemvee? Det er noget Husket, som erindres. Simpelt frembringes Hjemvee derved, at man er borte. Kunsten vilde være, skjøndt man er hjemme, at kunne føle Hjemvee... At trylle det Forbigangne til sig er ikke saa vanskeligt, som at trylle det Nærmeste fra sig for Erindringen. Dette er egentlig Erindringens Kunst og Reflexionen i anden Potens".

Erindring er altså knyttet til det enkelte menneske, den enkelte i hans/hendes evige gyldighed, for nu at placere begreberne i centrum for Kierkegaards tankeverden. Men erindring er enmandsværk. Derfor "er enhver Erindring en Hemmelighed".

Ordet erindre er hentet i tysk. Dets kerne finder vi i oldhøjtysk innaro, som betyder 'den indre', hvortil hørte innarōn 'at få noget til at trænge ind i nogen, blive bekendt med noget'. Middelhøjtysk innern, (er)innern hvilket vil sige 'at bevirke, at nogen har noget inde (i sig), gøre nogen bekendt med noget'. Goethe har fint benyttet Erinnern som substantiv i et af sine ordsprogsvers, som betyder 'Yndig tænken og sød erindren, det er livet dybest inde': "Zierlich Denken und süss Erinnern/Ist das Leben im tiefsten Innern". Over erinnern og afledningen Erinnerung har dansk dannet erindre. I 1600-t. brugtes de to ord bl.a. som litterære varianter til huske (ihukomme) og hukommelse (ihukommelse). Holberg foretrækker erindre. Han bruger aldrig ordet huske og kun sjældent ihukomme. Han anvender nuanceret erindring og ihukommelse. De nye ord lå helt fast hos Johannes Ewald og Jens Baggesen. Erindring har nu fået en karakter af inderlighed, der viser frem til den filosofiske distinktion mellem hukommelse og erindring, som blev så betydningsfuld hos Kierkegaard. I sit magtfulde digt til "Haab og Erindring" (1772) søgte Ewald forgæves at fastholde det altid flygtende nu. Men håbet og erindringen er himmelgivne kræfter. I håbet om en evig salighed er denne allerede til stede. Erindringen er stor og skøn, med en glans af Gud over sig. Historiens minder om helte er en kilde til glæde ligesom erindringen om fortids lykke og smerte. Intet vil jeg i mindets gyldne øjeblik forglemme.

Dobbeltmotivet af lyst og smerte forstærkedes tragisk, da Schack Staffeldt skrev "Erindring og Haab" (1820). Han bortviser strengt det falske håb, som kun har givet ham et "Digtertidsfordriv", "et hyklet Liv", og holder på erindringen som håbets søster, så han kan lade livet rinde tilbage: "Thi ingen Jordens Fremtid skjænker mig,/Hvad, tabende, jeg anbetro'de dig".

Sin patetiske vægt har erindring erobret fra det gamle, men ingenlunde forældede minde. Ordet er fuldt af sødme; selv poesi kalder det på poesi. Bevinget er Grundtvigs vers: "Mindet vel lader som ingen Ting/Er dog et lønligt Kildespring".

For mange fortællere virker erindring og skabende fantasi sammen. Slå ned ved et punkt i fortiden, og ved kædereaktion fremtræder erfarede eller nyskabte situationer. På de fleste mennesker virker den form for erindringsillusion, der kaldes déjà-vu, stærkt: Dette har jeg set og oplevet før. For nogle som en tilbageførelse til et tidligere liv.

Som et lys fra fortiden kan den dyrebare erindring dukke op. Således i Ludvig Bødtchers digt "En Aften i Hjemmet" (1871). Den aldrende digter har forberedt en aften for minderne, et møde i tankerne med en fjerntboende ven. Der er vin og to glas på bordet. Værten lader sin kære guitar lyde, så tonerne må komme for vennens øre, og de kan dele "Ungdomsminder søde". Men det er virkningsløst, og snart er digteren alene, stormen suser, Dødens skrig høres deri, der er øde i og om ham. Da vækkes til gengæld erotikkens glød: "Hvem gav dit unge Hjerte/Sit allerbedste Guld?". Han finder en venindes breve frem, vil læse dem en sidste gang og så brænde, hvad ingen anden skal se. Men hvert blad blev læst og "Intet brændt", men blev til en drøm om roser og "om Dig!".

Sindet kan samle sig om fortrolige fænomener, og personer fra dengang nærmer sig som usikre, vaklende skikkelser, efter Goethes prolog til Faust (1808): "Ihr naht euch wieder, schwankende Gestalten", der mesterligt er gentaget af J.L. Heiberg i hans digt til "Adelaïde, Grevinde af Bombelles, født Brun" (1857): "De samle sig, lig underfulde Drømme, /De rige Minder fra en svunden Vaar". Hun er død, og netop meldingen herom giver erindringen om den 18-årige forstærket liv fra dengang omkring 1810, da hun fortryllede statsmænd og digtere, gamle som unge.

St.St. Blicher har døbt et erindringskompleks "Ak, hvor forandret". I novellen genses en åndslivlig og glad teologisk studerende som åndeligt forsumpet i en halvt forarmet landsbypræsts trivielle dagligdag. Dette tema — forfaldet som konstateres, nu af den erindrende selv — fik sit mest håndfaste udtryk i verdenslitteraturen med François Villons poetiske Testamente, hvor han med burlesk realisme skildrer sin skæbne som tyvedømt galgenfugl og overhovedet altings forgængelighed. Store Testamente, digtet omkring 1462, indeholder bl.a. balladen "Den skønne Hjelmslagerskes Klagesang". I ti strofer, mesterligt gendigtet af Kai Friis Møller, synger den fordums lækre og lebendige kvinde, hvis gunst verdslige og gejstlige mænd ville betale med alt, hvad de havde. Mange havde hun, dumt nok, givet afslag, fordi hun elskede en ung fløs: der bare tog mine penge, ydmygede mig, og så forlangte elskov, som jeg så gav ham. Men hvor er nu alt det, som satte mændene i flamme? Nu er al skønhed borte; mager, puklet, slatten er den krop, der før kaldte på og nød elskovskampen.

Det er efter tidens kvindeideal, at hun begræder tabet af de runde, fyldige former: "Mit store kryds, min blusel, sat/mellem stærke lår og svære,/midt i et yndigt kruset krat". Den franske billedhugger Auguste Rodin har i en bronzestatue (1890) med pinefuld akkuratesse fremstillet kvindens opfattelse af sin hærgede krop og trøstesløse sindstilstand.

I J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) har titelpersonen lidt skibbrud i sit ægteskab og i et frit kærlighedsforhold: "Hun vilde glemme. Men Glemsel er som Lyngen, der gror kun af sig selv, og Alverdens Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst" (kap. 15). Baggesen bad i digtet "Der var en Tid, da jeg var meget lille" (1785) til Gud, at han aldrig måtte tabe erindringen om sin barndom. Erindringen kan dø, vidste han.

Når Klaus Rifbjerg benævner en novellesamling Og andre historier (1964), kan det betyde, at læseren kan sætte hvilken som helst af de 22 novelletitler foran. Omslagets tegning forestiller et lille barns tegning af "mand" eller "mig", og historierne har emner fra barndom, ungdom og begyndende manddom. Mange med umiskendeligt erindringsstof. "Frække Jensen" gør sig bemærket som "en minderune": "Jeg sidder roligt i aftenskumringen... Jeg er aggressionsløs, jeg finder behag i at lade fortiden — også den fjerne — komme til mig med sine skvæt af glemte følelser, en mindelse om varmebølger, jeg havde glemt eksisterer."

Den frække Jensen havde en kælderforretning for reparation af radioer; i værkstedet bag butikken kunne drenge få lov at se pornografiske fotografier. Under et besøg i værkstedet bliver fortælleren et sekund vidne til en ulækker scene mellem Jensen og en lille pige. Drengen fyldes med rystende skræk: "Jeg måtte udrydde billedet", og han kundgør sit oprørende syn. Jensen slæbes bort af to hjelmklædte betjente. Den halvvoksne dreng udryddede eller fortrængte oplevelsen; men det registrerende jeg i aftenskumringen får den tilbage som sentimental erindringsfantasi og forloren selvretfærdiggørelse. Det er pinefulde erfaringer, både af overgreb fra andre og egne onde gerninger, som fortrænges. Traumer opstår, som forsvar for umiddelbare oplevelser og som skjul for dårlig samvittighed. Siden afdækningen af underbevidstheden, ved Freud og Jung og deres talrige efterfølgere, har dybdepsykologer satset på, under tolkning af drømme og tvangstanker, at løfte deres klienters fortrængte erindringer op i lyset, og digterne har ladet sig inspirere heraf, selvom litteraturen for længst indeholdt sådanne erfaringer, hvad psykoanalysen også erkendte og trak på.

Dagbogen er dagens erindring. Den har, når den er bedst, varme fra dagens dont, glimt af møder med mennesker, glæden ved den tid, der her gik godt, eller et suk over en tabt dag.

Dagbogen er det mest individuelle og private af alle skriftstykker. Der er altid to om et brev, afsenderen og modtageren. Dagbogen erindrer den forløbne dag, som kalenderdagbogen erindrer om det, der skal huskes. Dagbøger spejler eller forespejler dagene. Skønt enhver dagbog er et unikum, som ved indhold og stil melder om et enkelt menneske, lader det sig gøre at udpege visse grupper af dagbøger. Som rejsedagbogen, her repræsenteret af den lærde itinerarium i vort 1600-t. Den europæiske dannelsesrejse var nærmest en selvfølge før højere embedsvirksomhed i hjemlandet. Anatomen Holger Jacobæus' Rejsedagbog 1671-1692 (1910) er stateligt udgivet af Vilhelm Maar, også med den rejsendes små tegninger, fx af gadehandlerne, hvor de råber med koste, skildpadder, pærer, kul, sne til at sætte vinen i osv. Vi kan følge Jacobæus, når han 12. marts rejser fra Lucca til Livorno, hvor han kom til at bo hos sin berømte landsmand "Stenone", Niels Stensen, der viste ham byen. Stensen var 1667 konverteret til katolicismen, og han synes at have fristet Jacobæus til at følge ham. I Livorno beså man "fangehuset, hvor slaverne er inde udi stor mangfoldighed, går bundne med lænker. Ved stranden lå adskillige skibe, hollandske, engelske, franske, spanske, etc. Ligeledes store og små galejer. En af de store bør at stå imod 24 tyrkiske, ellers bliver kaptajnen hængt".

Der knytter sig international interesse til polyhistoren Ole Borchs latinske rejsedagbog, Itinerarium 1660-65 (1983). Under rejsen til videnskabelige centre i Holland, England, Frankrig, Italien og Tyskland traf Borch førstemænd inden for filologi, botanik, kemi, alkymi og medicin. Dagbogen emmer af fryd ved de detaljeret beskrevne eksperimenter udført alene eller i fællesskab med samstemte lærde.

Den ordrigeste dagbog er også fransksproget. Den schweiziske filosofiprofessor Henri-Frédéric Amiel førte en dagbog 1831-81, der trykt som Journal intime (1-12, 1976-94) fylder ca. 12.000 sider. Som filosof i Hegels ånd praktiserede han, hvad vor egen hegelianer J.L. Heiberg rådede til: "Vend mod dit Indre dit Blik! / Hvad i din Verden forgik, / vil i din Tanke du finde" (1841). Introvert af natur, kritisk over for byen Genève, sit pligtarbejde og mennesker omkring sig lagde han sin energi i at iagttage og beskrive sine indre tilstande. Han udsatte fx beslutninger, til de blev overflødige. I dagbogen opstiller han med mellemrum argumenter for og imod ægteskabet, men giftede sig aldrig. Som den mest konsekvente diarist, dagbogsskriver, har Amiel præcise vurderinger af dagbogens betydning for ham: "Kun til den kan jeg fortælle alt, hvad der plager eller tynger mig. Denne fortrolige befrir mig for mange andre. Faren er, at den opløser i ord såvel mine beslutninger som mine sorger. Den har en tendens til at fritage mig for at leve, til at erstatte liv... Dagbogen er min trøst, min hjertestyrker, min befrier, men måske også mit bedøvelsesmiddel. Den nedbryder samfundsinstinktet, den er, ville Michelet sige, ensomhedsnydelse og derfor skadelig, usund" (21. dec. 1860). Da dele af dagbogen, udgivet som Fragments d'un journal intime (1884), var udkommet efter Amiels død, blev den en inspiration for det udgående århundredes melankolske dyrkelse af sjælen. Det bevingede ord: "Et landskab er en sjælstilstand" stammer fra et notat 31. oktober 1852.

Den mest tanketunge dagbog på dansk er et digterværk, som danner sidste afdeling af Kierkegaards Stadier paa Livets Vei (1845): I "Skyldig?"—"Ikke-Skyldig?" spørger en mand sig under vånde, om han er skyldig over for den trolovede, han har brudt med. Dagbogen er en morgen- og aftendagbog. Om morgenen fremstilles, hvad der skete "idag for et Aar siden", det er "Erindringens Gjerning i Morgentimerne" (27. marts), fortællingen om forlovelsens indgåelse og pinefulde afvikling. Ved midnat noteres dagens begivenheder, det er "Redningsforsøget i Midnatstimen" (smst.), det håbløse håb om en genoptagelse af forholdet, som måtte brydes pga. hans uovervindelige tungsind. Stadier paa Livets Vei slutter således: "Her ender Dagbogen for denne Gang. Den handler om Intet, dog ikke i den Forstand, som Ludvig den Sextendes, hvis vexlende Indhold skal have været, den ene Dag: paa Jagt, den anden: rien, den tredie paa Jagt. Den indeholder Intet, men bliver det de letteste Breve, som Cicero siger, der handler om Intet, saa er stundom det det tungeste Liv, der handler om Intet".

For bogen er bygget op som en lukket ring, dagbogen spænder fra 3. januar til 7. juli. Dernæst indtræder dvalens halvår, tomgang, så tager vor ven fat igen, sat i gang af datoerne. Psykologisk en kredsning, der ikke blot angår en brudt forlovelse, men får et evighedsperspektiv, når den skyldbetyngede må overveje, om "En Lidelseshistorie", som denne dagbog kaldes i sin undertitel, er bestemt af Gud for at føre ham til den tilstand af anger, som fører til frelse.

H.C. Andersens Dagbøger 1825-75, 1-12 (1971-77) går fra de intimeste erotiske stemninger til objektiv beskrivelse af lokaliteter (til tider ledsaget af tegninger) til brug i romaner og rejsebøger samt temaer til og arbejde med bl.a. nye eventyr. En dags indførsel står i reglen som en afsluttet, selvstændig tekst. Men både i enkeltheder og holdninger får den hyppigt fællesskab med Andersens samtidige breve og hans senere redigerede selvbiografier.

Kierkegaards optegnelser, som benævnes Papirer (1909-48, 2. udg., 1968-78), indeholder foruden noteringer om dagens begivenheder hastigt nedskrevne sætninger, som gjaldt det at gribe tankens kostbare udtryk i flugten, citater af teologiske lærebøger og anden litteratur, samt udkast og kladder, korte eller lange partier af egne skrifter under udarbejdelse. Det er arbejdspapirer, der også rummer korte stykker som milepæle i Kierkegaards åndelige udvikling. Blandt disse et fra foråret 1836, der viser den unge mand som bytte for en livslede, der prægede Europas store begavelser i 1830'erne. Under 1838 finder vi modsætningsvis et stykke om "en ubeskrivelig Glæde", på mystikernes vis mærket med dag og time: "d. 19 Mai, Formidd. Kl. 1012" (bd. 2).

Højest når en dagbog, hvor den så at sige ophæver sig selv: Oplevelse og nedskrivning er så tæt på hinanden, sjælens grebethed så stærk, at bevægelsen skyller det bevarende formål til side, og ordene tilhører helt øjeblikket.

Gennem sin forening af før- og nuoplevelsen glider dagbogen genremæssigt over i enmandserindringerne, memoirerne.

I fortalen til sine Poetiske Skrifter, som han samlede i 1833, skelner J.L. Heiberg mellem digterens ydre fremtræden, dvs. hans portræt, "hans Livs upoetiske Deel, den hvori han ikke var Digter", og de værker, hvori han har skænket folket sig selv og sit liv: "Thi hans sande Liv maa være indeholdt i hans poetiske Virksomhed". Derfor, når en digter "kalder sine ved Tid og Rum vidt adspredte Skrifter sammen for at stille dem under et fælles Tag, da lever han sit forbigange Liv om igjen i Erindringen; da skriver han sin sande Biographie, paa det at han og Andre maae komme til Kundskab om, hvad og hvorledes han er. Jeg vil derfor kalde dette Foretagende en nødvendig Act i den digteriske Selvbevidstheds Proces".

Med dette remarkable skriftstykke har den kloge kritiker givet en målestok for alle samlede eller udvalgte værker besørget af forfatteren selv: Hvordan og for hvad vil skribenten erindres?

Med titlen på Johanne Luise Heibergs navnkundige selvbiografi, Et Liv gjenoplevet i Erindringen (1891-92), blev fællesnævneren fundet for alle arter af selvbiografier. Den uhyre spredning heri kan belyses kronologisk ved prøver fra fremmed og dansk litteratur.

Med enestående åndelig kraft formede Augustin (354-430) sine Confessiones som bekendelser for Gud og som takoffer til Gud: livets stadier i kødet fra den spædeste alder og åndens gennembrud til omvendelse og frelse i kristelig askese.

Den kristendom, der besjælede Jammers Minde (udg. 1869), som kongedatteren Leonora Christina Ulfeldt (1621-98) begyndte under sit knap 22-årige fangenskab og efter løsladelsen afsluttede i Maribo Kloster, forudsætter tillid til den Gud, der har ladet hende, i egne øjne uskyldig, lide så hårdt. Hun kan derfor gøre regnskabet op med dem, der handlede ilde mod hende. Leonora Christinas krasse situationskunst er beslægtet med samtidens nederlandske malere. Forhistorien, barndom og ungdom, ægteskabs- og rejseår, havde hun allerede fortalt i et livfuldt fransk, på begæring af en tyskfødt historiker.

Holberg (1684-1754) havde sikkert gerne kendt disse to selvbiografier, da han gav et rids af Leonora Christinas "heltindehistorie" (1739). For sin egen biografi sørgede han tidligt med sine mangfoldigt motiverede erindringer, Epistolæ ad virum perillustrem (1-3, 1728-43), breve rettede "til en fornem herre", som om brevskriveren kunne behøve en højtsiddende protektor. I virkeligheden er det utvivlsomt en litterær fiktion, der giver forfatteren mulighed for fri, fortrolig udtryksform; helt åbenlyst på latin for at meddele udlandet, at Danmark-Norge havde fået en moderne litteratur, og at han, Holberg, havde frembragt den. Endelig en dristig trang til som en anden picaro eller lykkeridder at fortælle sin ungdoms roman, til fods i Europa, uden at skjule, at han, da rejsepengene var små, forsøgte at løbe fra en gæstgiverregning, men blev grebet og måtte betale til sidste hvid.

Holberg var åbenhjertig — og noget af en mystifaks. Jean-Jacques Rousseau (1712-78) tænkte med sine Bekendelser, Confessions, at krænge sin sjæl og tilstå sine fejl og hemmelige tilbøjeligheder; men samtidig var han overbevist om sin karakters adel: I en fordærvet tid forbliver han ren af hjerte, fuld af kærlighed til andre, til dyden og til Gud. Rousseaus Bekendelser, der først blev trykt 1782-89, begejstrede Goethe (1749-1832). Men mens Rousseau ligesom H.C. Andersen nøje noterer, hvilket indtryk han gør på de mennesker, han træffer, så beskriver Goethe udførligt de personer, kvinder og mænd, der tiltrækker ham. Aus meinem Leben, Dichtung und Wahrheit (1811-31, da. Digtning og Virkelighed, 1924-28) blev ved sin titel og sin dramatiske opbygning, der gælder hver af værkets fire dele, et mønster for senere digteres autobiografier.

H.C. Andersen (1805-75) skulle støbe sin efter sin hovedgenres og sin livsanskuelses grundbegreb. Mit Livs Eventyr (1855) begynder: "Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt!". Helgenbiografen Johannes Jørgensen (1866-1956) præsenterede i samme ånd Mit Livs Legende (1-7, 1916-28). I sin fortale henviser han til Goethes Digtning og Virkelighed og tolker omvendelsen til katolicismen efter sin overbevisning om, at "hvorhen et Menneske inderst inde vil, did kommer han ogsaa". Med evangeliets ord: "Salige ere de, som hungre efter Retfærdighed, thi de skulle mættes". (Matth.5, 6).

Som Montaigne (1533-92) om sine Essais (1580-88) erklærede, at "jeg er selv emnet for min bog", og dermed mente, at hans erindringer og iagttagelser var til nytte for mange, således gav Rousseau, patetisk, tilsvarende motivering for sine Confessions, og Strindberg satte sin selvbiografi, Tjenstequinnans son (1-4, 1886-1909), som et naturalistisk bidrag til videnskaben om mennesket. Kunstnerisk sløres personernes historiske navne, hovedpersonen med forfatterens andet fornavn, Johan; men som værkets grundmotiv tolkes Johans skæbne bestemt som søn af en kvinde fra underklassen. Strindberg ser sig ved slaveblodet splittet, derfor altid forstødt, hjemløs, som Ismael fra 1. Mosebog, Abrahams søn med Hagar, Saras slavinde.

"Minder er legetøj", siger Vagn Lundbye i Julidøde (1995). Det er de erindringer, vi pusler om, og som Lundbye stiller sammen med menneskeslægtens erindringer og magiske forestillinger, der genopleves, når bedstemor fortæller sit barnebarn eventyret om det trylleord, Fiddiwaw, waw, waw, der sætter ildstedet i lue. Og videre med "det ældste ritual på Jorden", svedbadet, som det praktiseres i svedhytten hos omahaerne i Nordamerika og irokeserne i Canada.

Lundbye åbner her bagud til den verden af magi, som fødtes med mennesket, de arketypiske forestillinger, symboler, ritualer, som lever videre i myter, sagn og eventyr. Som betegnelse for den kreds af videnskaber, der kortlægger disse fænomener, dannedes på engelsk ordet folklore, lykkeligt gengivet som folkeminder (eller folkemindeforskning), der naturligt står i samarbejde med etnologi, antropologi, religionshistorie og hele det forgrenede net af historievidenskaber; blot skal nævnes slægtshistorien, nationalhistorien og verdenshistorien. Ordet saga betyder oprindelig 'det sagte', 'udsagn', 'beretning'. Slægtssagaerne er blomsten af den middelalderlige islandske fortællekunst sammen med Snorri Sturlusons Heimskringla eller norske kongesagaer. Forbindelsen mellem Danmarkshistorien og universalhistorien strejfedes af en lille dansk dreng, der blev spurgt: "Hvem var det første menneske?" Han svarede: "Gorm den Gamle". "Jamen, hvad med Adam og Eva?" Så lød svaret: "Det er jo naturhistorie".

Slægtserindringer kan, især i adelsdyrkende kulturer, være tungt knyttet til familiens stolthed og ære. Etniske eller nationale traditioner kan glæde en stamme eller et folk, men kan i modgang kaste medlemmerne i uafrystelig sorg. Fælles fortid gløder af minder. Derfor hedder det i Valdemar Rørdams ægteste nationaldigt (1917): "Danmark, i tusend Aar,/længer end Saga naar,/vor Stammes Arv,/hærget og frugtbargjort,/Hjemstavn og Verdens-Port./Lær os at raade stort/saa rig en Arv".

Tilbageblik praktiseres i al slags fortælling og dramatik. Fortiden bliver erindring, når en person fortæller om gamle dage. Eller når som i Ibsens moderne skuespil handlingen fører til afsløring af fortidens synder. Gengangere (1881) er komponeret således, at de tidligste forhold inden for familien Alving først røbes til sidst. Soya har i 30 Aars Henstand (1944) med behændighed fremstillet handlingen i ryk fra slutningen hen mod begyndelsen. Skuespillet er moralsk. Det skal vise, at skyld straffes her i livet. Moraliseringen skærpes, idet straffen eksekveres i første akt, mens vi baglæns, i tre akter, føres tilbage til den skyld, hovedpersonen har pådraget sig.

Filmens teknik skaber gunstige betingelser for at gøre erindrede optrin levende. Filmkunstens muligheder med erindringens tidsplaner blev fremragende udnyttet i tv-filmen Rendezvous (1995), en erindringsfilm, hvor Ole Roos (f. 1937) fremstillede sit møde med den store schweizisk-franske skuespiller Michel Simon (1895-1975). Først udspænder Roos filmens yderplaner. Han mindes sin oplevelse som ungt menneske af filmen om flodprammen L'Atalante (1934), som vi får glimt af, og han besøger atter det hus i Noisy le Grand i omegnen af Paris, hvor mødet med Michel Simon havde fundet sted i april 1963. Dernæst selve Rendezvous: Den aldersprægede skuespiller, som fortæller os om sit liv og sine filmroller, der markeres i hans stemme og demonstreres ved filmklip. Herunder, som en triumf for teknikken, den grånende kunstner, vi ser passere så at sige i baggrunden af filmstrimlen, mens der i forgrunden ruller scener af L'Atalante. Ole Roos' Rendezvous er gennemtrængt af erindringens patos både hos filmskaberen og hos hans beundrede forvandlingsskuespiller, der vil se sin karriere opløst i roller, men under de syv dages optagelser ikke kan skjule, at han elsker dyrene — hunden, aben, beostæren — højere end menneskene.

Ifølge den græske mytologi var de ni muser Zeus' døtre med Mnemosyne 'Erindringen'. Ud fra det foregående lader dette slægtsforhold sig umiddelbart forstå for de muser, som kræver en formel ordkunst: Kalliope, den episke digtning; Melpomene og Thaleia, tragedien og komedien; Kleio, historieskrivningen. Ordet lyrik kommer af græsk lyra; ord og musik forbandtes hos Erato, musen for sang til lyre; Terpsichore, lyrespil og dans. Euterpe står for fløjtemusik; Polyhymnia for dans og pantomime; Urania, astronomien, dirigerede vel sfærernes musik!

De bildende kunster, maleri og skulptur, havde ingen muser. De regnedes for håndværk. Kunsthistorikeren Julius Lange (1838-96) mente, at den moderne malerkunst overvejende var indtrykskunst, impressionistisk i videre betydning, og derfor i hovedsagen måtte bygge på arbejdet "i Marken" både derude og inde foran modellen i kunstnerens atelier. Et selvfølgeligt grundlag var viden om menneskets anatomi og kunstartens teknik. Men i modsætning til impressionismen og studiekunsten findes, "hvad man kunde kalde Erindringens Kunst". Når sindet, i stilhed og i mørke, "faar Ro til at gøre sit Udvalg af, hvad Erindringen gemmer, da dukker der Billeder frem for dit indre Øje, halvt klare, halvt dunkle. Billeder fra dit ubevidste Sjælelivs fødende Nat, den mørke, grødefulde Bund". Hvad der her kaldes erindring, tilføjer Lange, falder ind under fantasien: "Fantasiens egentlige Materiale er jo intet andet end Erindringen, og det er Hjertets Ønske og Trang, som gør sit eget Udvalg af dette Materiale, tager det frem og former det om" (1889, trykt i Bastien-Lepage og andre afhandlinger).

Erindring er altid tilbagevenden, uden mekanisk gentagelse.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Erindring. I 1961 tog et ægtepar på charterrejse med Spies til Palma de Mallorca. Oplevelsen blev fastholdt med fotos fra ferien, en pengeseddel, der ikke blev vekslet ved hjemkomsten, billetter samt en nota på to glas sherry. I Jean Renoirs krigsfilm Den store illusion (1937) lader Jean Gabin i rollen som soldat en kammerat snuse til en metro-billet: Hele Paris er i lugten!

© Dette billede må du ...

Erindring. Fordeling over livsløbet hos 70-årige af erindringer, der er let tilgængelige for bevidstheden. (Højden af kurvens to ender kan variere ved forskellige undersøgelser).

© Dette billede må du ...

Erindring. Auguste Rodins skulptur (1890) af den gamle glædespige med kælenavnet Den skønne Hjelmslagerske er inspireret af François Villons digt fra hans Store Testamente ca. 1462.

© Dette billede må du ...

Erindring. Turistsouvenirs indkøbes for at fastholde erindringen om rejsens oplevelser. Grevinde Danner hjembragte fra Venezia dette skrivetøj i metal formet som en gondol. Det blev anskaffet måske 1865 eller i 1870'erne. Skrivetøjet findes nu på Jægerspris Slot.

© Dette billede må du ...

Erindring. Ifølge den græsk-romerske mytologi var Erindringen musernes moder. I et værk fra 1500-t. af den hollandsk-tyske kobberstikker Theodor de Bry (1526-98) fremtrådte Mnemosyne med sine ni døtre. Den latinske indskrift præsenterer: Himlens og Jordens datter, videnskabernes ophav og musernes moder. I et lille vers taler hun om sig selv: Jeg hedder Mnemosyne. Jeg har født tre gange tre søstre, guddomme, som dyrkes i grotter sammen med Pegasus.

© Dette billede må du ...

Erindring. Vennernes bog, liber amicorum, kaldte de lærde rejsende den optegnelsesbog, de under besøg rundt i Europa fik åndsfrænder til at forsyne med hilsner på vers og prosa. Det Kgl. Bibliotek besidder en rejsebog, Albert Twestrengs stambog, med talrige vidnesbyrd om lærdom og venskab. Blandt farvelagte bidrag findes, dateret 25. juni 1583, denne akvarel af Johannes Berndes fra Hamburg, til minde om en fælles rejse til Savoyen og Burgund samme år.

Viser 1-6 af 7 billeder | Se alle

Filer

FilTilføjet af 
[+332188.801.svg (3.42 kB)

Erindring. Fordeling over livsløbet hos 70-årige af erindringer, der er let tilgængelige for bevidstheden. (Højden af kurvens to ender kan variere ved forskellige undersøgelser).

Admin

16/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
28/06/2011
Ekspert
MKB
Oprindelige forfattere
FJBJa
30/01/2009
SFL
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki