fysiologisk psykologi

Fysiologisk psykologi inddeles almindeligvis i samme hovedområder som den almindelige psykologi, idet man principielt søger at finde de hjerneafsnit og hjernemekanismer, der ligger bag de forskellige kategorier af psykologiske processer, der studeres i den almene psykologi. Det drejer sig især om:

Sansning og perception, hvor det studeres, hvorledes sanseceller omsætter ydre påvirkninger til elektriske signaler, som via indadgående eller afferente nervebaner fører information til bestemte sanseområder i hjernebarken og derved giver anledning til bevidste oplevelser af sanseindtryk.

Adfærdsregulering, hvor det undersøges, hvordan information løber gennem udadgående eller efferente nervebaner fra hjernen til musklerne og derved fremkalder den planlagte adfærd (herunder taleadfærd).

Bevidsthedstilstande undersøges dels med hensyn til de hjerneafsnit, der styrer og regulerer forskellige bevidsthedstilstande (vågenhed, søvn og drømmesøvn), dels med hensyn til, hvordan hjerneprocesserne generelt ændres på gennemgribende måde ved de forskellige bevidsthedstilstande. Dette område kan også omfatte kemisk betingede ændringer i bevidsthedstilstanden under påvirkning af alkohol, hash og LSD.

Motivation omfatter studiet af de hjerneafsnit og -mekanismer, der ligger bag sult, tørst, temperaturregulering og seksuel adfærd.

Emotion omhandler dels de hjerneafsnit, der er særlig ansvarlige for emotionelle (følelsesmæssige) reaktioner, dels undersøgelser over de forskellige kropslige følgevirkninger ved emotionelle tilstande.

Indlæring og hukommelse, hvor det studeres, hvordan enkelte nerveceller kan ændre deres indbyrdes forbindelsesled, når der indlæres en ny adfærd, og hvorledes forskellige hjerneafsnit varetager dannelsen af de såkaldte hukommelsesspor.

Sprog og tænkning omfatter de mest komplicerede psykologiske funktioner, som er vanskelige at forbinde med specielle processer i den menneskelige hjerne. Det er dog fundet, at visse afsnit, som regel i venstre hjernehalvdel, især har med sprog og logisk tænkning at gøre, mens områder i højre hjernehalvdel mere har med intuition, drømme og fantasi at gøre.

Udforskningen af sammenhænge mellem psyken og hjernen kan overordnet deles i tre kategorier:

1) Undersøgelser over, hvorledes indgreb i hjernen fører til psykiske ændringer. Inden for denne kategori findes især tre typer af metoder:

Læsionsmetoden, hvorved forskerne fjerner eller ødelægger en del af hjernen for at studere de psykologiske virkninger. Sådanne eksperimenter foregår selvfølgelig kun med dyr, hvor man fx har kunnet fjerne eller forstyrre psykiske funktioner som sult, aggression og hukommelse og dermed ment at kunne bidrage til lokalisering af sådanne simple psykiske funktioner i hjernen.

Elektrisk stimulation af et bestemt område i hjernen via en tynd strømførende elektrode kan i visse tilfælde aktivere den psykiske funktion, der formodes at være lokaliseret i det pågældende område. Denne metode benyttes også mest ved dyreforsøg, hvor man har kunnet fremkalde fx sulten (spisende) eller aggressiv adfærd ved stimulation i bestemte områder. Metoden er dog også benyttet i forbindelse med mennesker, der som led i en hjerneoperation havde fået fjernet en del af kraniet; da de kun var lokalbedøvet, kunne de fortælle, hvad de oplevede ved at få forskellige områder af hjernen aktiveret med elektrisk stimulation.

Kemiske påvirkninger. Da nervecellerne i forskellige dele af hjernen bruger delvis forskellige signalstoffer (transmittersubstanser) i forbindelsesleddet (synapsen) til de nerveceller eller muskelceller, de styrer, er det i princippet muligt at øge eller hæmme impulsvandringen i forskellige afsnit af hjernen ved kemiske påvirkninger, der øger eller reducerer mængden af signalstoffer i det pågældende afsnit. Eksperimentelle undersøgelser af, hvordan forskellige kemikalier kan ændre dyrs og menneskers adfærd og følelser, danner bl.a. basis for udvikling og brug af psykofarmakologi (anvendelse af medicin i behandlingen af psykiske lidelser).

2) Undersøgelser over, hvorledes psykologiske processer medfører fysiologiske ændringer i hjerne eller krop. Hertil benyttes også tre specielle metoder:

Registrering af elektrisk hjerneaktivitet. Ved dyreforsøg kan man måle, hvordan dels bestemte hjerneafsnit, dels enkelte hjerneceller reagerer, når dyr gøres fx sultne, aggressive eller angste eller udsættes for bestemte sansepåvirkninger. Ved menneskeforsøg måles via elektroder uden på kraniet elektriske signaler fra hjernebarken, den såkaldte EEG-måling (elektroencefalografi).

Måling af kropslige ændringer som følge af psykiske processer (psykofysiologi). Ved eksperimenter med både dyr og mennesker måles fx, hvordan psykisk stress kan medføre ændringer i puls, blodtryk, åndedræt og muskelspænding, samt hvordan psykologiske faktorer kan bevirke ændringer i hormonsystemet (psykoneuroendokrinologi) og i immunsystemet (psykoneuroimmunologi).

Afbildning af hjerneaktivitet i tilknytning til psykiske tilstande og funktioner. Det drejer sig for det første om måling af blodgennemstrømningen i forskellige dele af hjernen, idet blodgennemstrømningen øges i de hjerneafsnit, der særlig benyttes ved en bestemt psykologisk aktivitet. For det andet drejer det sig om billeder af hjernens radioaktivitet efter indsprøjtning med (uskadelig) radioaktiv glukose, der optages af hjernecellerne. De mest aktive hjerneceller optager mest glukose og lyser derfor mest op på billedet.

3) Undersøgelser af naturligt forekommende sammenhænge mellem psykologiske og fysiologiske processer (korrelationsundersøgelser). Man har fx fundet særlige sammenhænge mellem personlighed og hjerneaktivitet samt forbindelser mellem bestemte psykiske lidelser og kemiske afvigelser i hjernen. Ved korrelationsundersøgelser kan man dog ikke vide, hvad der er årsag til hvad. Der er fx fundet ændringer i mængden af visse signalstoffer hos deprimerede patienter, men det vides ikke, om det er denne kemiske afvigelse, der er årsag til depressionen, eller om det er depressionen, der er årsagen til de kemiske afvigelser i hjernen.