kognition

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

kognition, erkendelse, tænkning, anvendelse af viden. Kognition indgår sammen med emotion (følelse, affekt) og konation (vilje, stræben, handling) i en tredeling af bevidsthedslivets (sjælens) elementer eller evner, der kan spores tilbage til Platon.

Tredelingen fik sin mest autoritative udformning i Immanuel Kants rationalistiske filosofi og fandt stor udbredelse i den tidlige videnskabelige psykologi i 1800-t. og begyndelsen af 1900-t.; fx var den grundlaget for Harald Høffdings fremstilling i hans Psykologi (1882), der udkom i adskillige udgaver og oversattes til bl.a. engelsk, tysk og japansk.

Den klassiske opfattelse af kognition, emotion og konation som adskilte, mentale evner eller kræfter (såkaldt evnepsykologi) blev dog allerede forladt i 1800-t.; erkendelsen kan lige så lidt forklares ved en erkendelsesevne, som livet kan forklares ved en livskraft. I stedet blev kognition, emotion og konation betragtet som aspekter eller elementer, der kendetegner alle mentale aktiviteter. Et enkelt aspekt kan for øjeblikket være dominerende, men de andre er også til stede og kan i næste øjeblik få hovedvægten. Ren erkendelse er således en abstraktion; der indgår altid i erkendelsen elementer af følelse (fx om det erkendte er interessant eller ligegyldigt) og af stræben (fx om jeget opsøger mere om emnet eller forlader det).

Ordet kognition kommer af latin cognitio 'indlæring, opfattelse, forståelse', af cognoscere 'lære at kende, erkende, forstå'.

Kognition som informationsbehandling

Begrebet kognition var forbeholdt den psykologiske og filosofiske fagterminologi frem til 1960'erne. Siden har det fået langt bredere anvendelse i forbindelse med den "kognitive revolution" (se kognitionsforskning) og dennes særlige teoretiske opfattelse, kognitivismen. Kognitionsbegrebets indhold og placering er dermed til dels blevet ændret. Hovedtanken i kognitivismen er, at kognition må ses som mental informationsbehandling, dvs. som processer af den art, vi kender fra beregninger (komputationer) i datamaskiner.

Kognitivismen viderefører fra René Descartes og Kant den rationalistiske erkendelsesteori, at virkeligheden ikke erkendes direkte gennem sanserne, men indirekte, ved at individet drager slutninger af sanseindtrykkene ud fra sine almene begreber og viden. Vort billede af virkeligheden er således en konstruktion, der varierer fra menneske til menneske, og hvis sandhed vi aldrig kan være sikre på. Denne "mentale repræsentation" af verden konstrueres netop gennem kognitive komputationer, hvor den fattige og fragmenterede information fra sanseorganerne beriges og gøres meningsfuld ved tilførelse af almen viden (der ofte med Kants udtryk betegnes schemaer).

Denne komputationelle forståelse af kognition så ud til at muliggøre langt mere præcise og klare teorier om erkendelse og tænkning end forud kendt, i hvert fald om logisk og symbolsk tænkning. Noam Chomskys banebrydende sprogteori, den generative grammatik, der blev udformet i slutningen af 1950'erne, var fx en erklæret kognitiv teori. Men kognitivismens ambition rakte videre, nemlig til at omfatte alle mentale aktiviteter, også emotion og konation.

Visse forskere skelnede således mellem den logisk-symbolske "kolde kognition" og "varm kognition", der var præget af følelser og rettet mod handling. Man søgte altså at udvide anvendelsen af det komputationelle kognitionsbegreb, så emotive og konative processer kunne indordnes som særtilfælde af kognition.

Også i andre henseender indebærer kognitivismen væsentlige udvidelser af begrebet kognition. Mens den klassiske tredeling var defineret ud fra træk ved bevidstheden, inddrager teorier om mental informationsbehandling tillige ubevidste kognitive processer og tavs viden. Sondringen mellem bevidst og ubevidst tillægges i det hele taget ingen særlig betydning, svarende til at bevidsthed er uden betydning for maskiners komputation.

Derfor har kognitivistiske teorier store vanskeligheder med at redegøre for bevidsthed. Til gengæld kan kognitive teorier uden problemer udstrækkes til at beskæftige sig med dyrs kognition og dermed betragte de mentale processer i lyset af evolutionshistorien. Talrige undersøgelser af tænkning og symbolbrug hos forskellige abearter er eksempler på frugtbarheden af denne udvidelse af kognitionsbegrebet.

På lignende måde kan man tale om maskiners kognition, i hvert fald i princippet. Selv forskere inden for "kunstig intelligens" synes dog at være tilbageholdende med denne brug af begrebet, måske fordi kognition endnu har bevidsthed som en bibetydning — og kun radikale tilhængere af den komputationelle opfattelse vil tilskrive datamaskiner bevidsthed, uanset hvor avancerede de er.

Den komputationelle opfattelse af kognition er siden 1980'erne blevet ændret og udvidet betydeligt ved udviklingen af andre former for komputation end den serielt digitale, der kendes fra almindelige computere. Der er dels tale om parallel komputation, som anvendes i såkaldte neurale netværksteorier (se neurale netværk); sådanne teorier har vist sig velegnede til at redegøre for perception (fx læsning af håndskrift) og færdighedsindlæring (fx af sprogets grammatik). Dels arbejdes der med analog komputation, som fx er grundlag for teorier om, at tænkning foregår ved hjælp af "mentale modeller" frem for ved manipulation af symboler.

Kognitionens økologi

De dominerende komputationelle teorier er fælles om den antagelse, at kognition er en indre aktivitet; den kan behandle indtryk udefra og medføre reaktioner udadtil, men kognitionen selv foregår i organismen. Man tager så at sige den passive iagttagelse og indre grublen som mønstereksempler.

Denne antagelse kritiseres af såkaldte økologiske kognitionsteorier, som hævder, at erkendelse og tænkning typisk finder sted som en aktiv udveksling af information mellem organisme og omverden, altså ved en ydre aktivitet; mønstereksempler er målrettet undersøgelse og forarbejdning af ting i omverdenen.

Oven i købet er den omverden, som organismen vekselvirker med, ofte selv aktiv, idet den består af andre organismer — for mennesker almindeligvis andre mennesker, som man samarbejder eller samtaler med. At se kognition alene som indre aktivitet er herefter en kunstig reduktion af de økologiske betingelser (dvs. de normale livsomstændigheder), som kognitionen er udviklet under og tilpasset.

Økologiske teorier er blevet udviklet uafhængigt af hinanden i USA (James J. Gibson og Ulric Neisser) og Rusland (Lev Vygotskij og Aleksej Leontjev), og de har i Danmark haft stor indflydelse siden 1970'erne. De er naturligt nok især blevet brugt til at forstå tænkningen i sociale situationer, fx i arbejdsgrupper, organisationer og virksomheder. Men også studiet af interaktionen mellem mennesker og maskiner, fx computere og computerstyret produktionsudstyr, har draget nytte af økologiske teorier.

I psykologien har kognitive synspunkter siden 1960'erne bredt sig ud over selve kognitionspsykologien. Tværfagligt er den komputationelle opfattelse af kognition blevet kernen i det brede samarbejde, der har fået betegnelsen kognitionsforskning. Endvidere har en række andre fag inden for både humaniora, samfunds- og naturvidenskab ladet sig inspirere af kognitionsteori, fx arkæologi, historie og etnologi, sociologi og økonomi, biologi og evolutionsteori.

I denne tendens til at fremhæve kognitionen som det fundamentale træk ved mennesket, kulturen og livet kan der ses en linje tilbage til Descartes' res cogitans, den tænkende substans, som den materielle verdens modpol. På den baggrund forekommer den klassiske tredeling fortsat værdifuld ved ikke at overse de emotive og konative aspekter.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
21/03/2012
Ekspert
MKB
Oprindelig forfatter
SFL
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki