Kropssprog, de signaler, en person eller et dyr udsender med sin krop, og som af iagttageren opfattes som informationsbærende. Betegnelsen kropssprog bruges ofte synonymt med nonverbal adfærd, selvom sidstnævnte er mere omfattende. Nonverbal adfærd omfatter fx også statusmarkeringer som store skriveborde og prangende biler. Indimellem ses kropssprog beskrevet som kommunikation uden ord. Dette er uhensigtsmæssigt, da betoning, pauser og talerytmer i sproget, de såkaldte prosodiske signaler, herved ignoreres (se kommunikation).
I 1970 påviste den amerikanske antropolog Ray L. Birdwhistell (1918-94), at der i kropssproget forekommer paralleller til det, der i den beskrivende lingvistik kaldes for fonemer og morfemer. Inden for kropssproget benævnes de henholdsvis kinemer og kinemorfemer. Hvorvidt kropssignaler i deres opbygning, kombination og struktur svarer til talesprogets — og dermed kan betegnes som sprog — udforskes stadigvæk.
Inden for commedia dell'arte-traditionen, i den traditionelle ballet, fx hos Auguste Bournonville, og i det japanske kabuki-teater er der udviklet et formaliseret kropssprog. Det samme gælder for dykkere, tegnsprogsbrugere og dem, der arbejder ved stærk støj.
Kropssignaler understøtter, illustrerer og erstatter i visse tilfælde talesprog. De klassiske romere og grækere erkendte nødvendigheden af at afstemme kroppens udtryk med talens indhold. Den romerske retoriker Quintilian, født ca. 35 e.Kr., udarbejdede instruktioner i, hvordan hænderne skal tale med og ikke imod det talte ord.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.