psykologisk typologi

Psykologisk typologi, typelære, teorier, som beskriver de vedvarende og sammenhængende mønstre i menneskers tænkemåder, følelser, forestillingsliv, værdier, social adfærd samt evt. patologier og biologisk udrustning, som i deres helhed antages at udgøre en distinkt personlighedstype.

Psykologisk typologi er den ældste form for personlighedspsykologi. Siden den græske antik har der været fremsat talrige psykologiske typologier, hvilket viser, at typologisering er en måde at forstå personligheden på, som åbenbart appellerer til vor tilbøjelighed til at opfatte mennesker i få overskuelige, men dermed også forenklede mentale typer som fx karakterskildringerne Den stundesløse og Misantropen i Ludvig Holbergs og Molières komedier eller i astrologiens stjernetegn.

Nogle af de mest kendte typologier, udarbejdet af Hippokrates og Galenos, Ernst Kretschmer, William Sheldon og Hans Eysenck, er omtalt under de fire temperamenter og konstitutionslære.

Søren Kierkegaards tre stadier på livets vej, det æstetiske, det etiske og det religiøse stadium, kan psykologisk set betragtes som en slags udviklingstypologi.

Den tyske psykolog Eduard Spranger opregnede seks lignende typer i form af den dominerende værdiorientering hos et menneske, nemlig den teoretiske, den økonomiske, den æstetiske, den religiøse, den sociale og den politiske orientering. Denne typelære blev videreudviklet af den amerikanske psykolog Gordon Allport.

Psykoanalysen har antagelser om den orale, den anale, den ødipale og den genitale karaktertype. Bipolære typologier inddeler mennesker efter, hvorvidt de har højt eller lavt stimulationsbehov, høj eller lav flertydighedstolerance m.m. (se også kognitiv stil).

Der er mange flere psykologiske typologier. Hvis de skal have brugbarhed såvel i videnskaben som i dagligdagen, må det imidlertid fremhæves, at ingen mennesker passer fuldstændigt ind i en given type.

Typer bør opfattes som idealiteter, dvs. som referencepunkter eller pejlemærker, der kan være nyttige til beskrivelse af personer i den udstrækning, de nærmer sig den rene udgave heraf, og der vil altid kun være tale om tilnærmelser. Sådan forstået kan typologier være anvendelige.