social kompetence

Social kompetence, en persons sociale færdigheder og forudsætninger (se kompetence). Det er først og fremmest 1) færdigheder mht. at skabe sociale kontakter og kunne håndtere sociale situationer, 2) kundskab om kulturer, grupper etc. og evne til at leve sig ind i andres perspektiv (se empati) samt 3) mening på et personligt plan som tilknytning, involvering og selvværd.

Begrebet anvendes i sociologi og socialpsykologi i beskrivelsen af de nye kompetencer, der udvikles hos børn og unge i det højmoderne samfund (jf. den gruppestyrede socialkarakter). Her er indflydelsen fra forældre og traditionelle værdier aftaget noget til fordel for indflydelsen fra bl.a. kammeratgrupper og medier.

Social kompetence er den enkeltes grundlag for at kunne orientere sig i forhold til forskellige sociale netværk og skabe sig en sammenhængende social og personlig identitet.

Begrebet anvendes også i forbindelse med forståelsen af de forudsætninger, der drejer sig om overvindelse af sociale belastninger og negativ social arv. Social kompetence bliver her relateret til begreber som modstandskraft og mestring. Begrebet udvider et traditionelt snævert intelligensbegreb.