Øjenoperationer, Øjenoperationer omfatter både traditionel øjenkirurgi på fx øjenlåg og øjenmuskler og mikrokirurgiske operationer, dvs. operationer under mikroskop, der især anvendes ved indgreb i øjets indre. De anvendte instrumenter er på størrelse med kanyler. Hertil kommer en udbredt anvendelse af laserbehandling.
Operation for grå stær er den hyppigste øjenoperation i Danmark med ca. 50.000 indgreb årlig. Operationen foregår i de fleste tilfælde ambulant og foretages både på landets øjenafdelinger og hos en del praktiserende øjenlæger. Ved operation for medfødt grå stær hos spædbørn undlader man af og til at indsætte en kunstlinse; i disse tilfælde forsynes barnet efter operationen med kontaktlinser eller briller.
Operation for grøn stær foretages, når behandling med øjentryknedsættende lægemidler ikke er tilstrækkelig til at forebygge skader på synsnerven. Behandlingen består i forskellige indgreb mhp. forøget afløb af væske fra rummet mellem hornhinden og linsen for at sænke øjentrykket.
Nethindeløsning (se nethindesygdomme) er en synstruende lidelse, som næsten altid kræver operation. I komplicerede tilfælde fjernes glaslegemet. I stedet for det fjernede glaslegeme kan indsprøjtes saltvand, en luftart eller silikoneolie. Operation for nethindeløsning er et større indgreb, der næsten altid foregår under indlæggelse på sygehus. Den hyppigste komplikation består i, at nethindeløsningen gendannes, og i nogle tilfælde skal der tre eller fire operationer til, før synet er stabiliseret. Såfremt nethindeløsningen omfatter den del af nethinden, hvor skarpsynet er lokaliseret, vil den ofte efterlade en varig synsnedsættelse efter en i øvrigt vellykket operation.
Skelen, som ikke lader sig behandle tilfredsstillende med en kombination af briller og synstræning, kan behandles med en operation, hvorunder en eller flere øjenmuskler løsnes fra deres tilhæftning på øjeæblet og enten afkortes før påsyning samme sted eller påsys et andet sted.
Hvis et øje er blindt og smertende eller er sæde for en stor øjensvulst, kan det være nødvendigt at fjerne hele øjet. Operationen foretages oftest i fuld bedøvelse, men kan godt foretages i lokalbedøvelse. I forbindelse med indgrebet fraklippes alle seks øjenmuskler, hvorefter synsnerven overskæres bag øjet. Efter fjernelse af øjenæblet kan der indopereres en kugle, der fx kan bestå af et porøst, knoglelignende materiale, som giver et godt udgangspunkt for en efterfølgende tilpasning af et glasøje. Et knap så omfattende indgreb består i fjernelse af øjets indhold, mens senehinden med muskeltilhæftningerne bevares.
Operation for almindelige brydningsfejl, nærsynethed og langsynethed kaldes under ét for refraktiv kirurgi og udføres i stigende omfang. Oftest består operationen i at ændre krumningen i hornhinden, hvor størstedelen af lysets brydning finder sted. Ved disse operationer benyttes avanceret laserteknologi. Ved meget stærk nærsynethed kan der indsættes en kunstlinse enten foran øjets egen linse eller som erstatning for denne. Disse indgreb opfattes som kosmetiske, idet der ikke er tale om sygdomsbehandling, og de foregår ofte på privatklinikker mod egenbetaling. Den hidtil seneste udvikling af teknologien består i at etablere såkaldt supersyn hos en person, som i forvejen ser normalt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.