Falsk strubehoste, pseudocroup, laryngitis subglottica, akut strubesygdom, der medfører vejrtrækningsbesvær og en meget karakteristisk gøende hoste. Ofte vågner barnet om natten med den typiske hoste og en hørlig vejrtrækning under indånding (stridor). Et barn med falsk strubehoste bør tilses akut af en læge. Lægen vil sikre sig, at der ikke er tegn på bylder i hals og strube. Behandlingen består af fugtning af indåndingsluften. Ved mistanke om bakterieinfektion gives antibiotika. Ved gentagne lettere tilfælde vil barnet ofte kunne behandles i hjemmet.

Falsk strubehoste skyldes hævelse i slimhinden under stemmelæberne, oftest pga. virusinfektion i forbindelse med forkølelse. Hos de helt små børn er pladsforholdene i struben så små, at selv en meget ringe slimhindehævelse kan medføre vejrtrækningssymptomer. Sygdommen rammer især børn i 1-2-års-alderen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig