kæbesygdomme

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

kæbesygdomme, sygdomme, der udgår fra knoglevæv, tænder eller slimhinde i over- eller underkæben. Kæbesygdomme kan være en komplikation til egentlige tandsygdomme eller til sygdomme i kæbehulerne (se bihulesygdomme).

Knoglebrud

Ved vold eller andre traumer mod ansigtet kan der forekomme brud på såvel overkæbe (fractura maxillae) som underkæbe (fractura mandibulae). Hvis brudlinjen går igennem tandbuerne, kan der komme en forskydning af tandstillingen, der medfører en karakteristisk fornemmelse af forkert sammenbid (malokklusion).

Underkæben brækker hyppigt to steder, hvoraf det ene sted ofte er kæbeledshalsen og det andet et eller andet sted i selve underkæbebuen. Underkæbebrud behandles ofte med en lille skinne, som ved en operation skrues fast i kæbeknoglen og derved samler og stabiliserer kæben på brudstedet. Det er ofte nødvendigt samtidig at fæste metalskinner på tænderne i hhv. overmund og undermund og derefter binde disse to skinner sammen i 4-6 uger (intermaxillær fiksation). Hensigten er at sikre sig, at sammenvoksningen af kæben ikke medfører et vedvarende abnormt sammenbid (se bid).

Overkæbens anatomi er mere kompliceret, og brud på denne kan have mange forskellige anatomiske forløb. I den letteste form er det blot et stykke af den tandbærende knogle, der er afsprængt; i den mest udtalte form kan hele ansigtsskelettet være løsnet fra det øvrige kranium. Overkæbebrud kan ligeledes behandles med fastskruning af små metalskinner på tværs af brudlinjerne og samtidig intermaxillær fiksation. Behandlingen af kæbebrud sker på de fleste sygehuse ved et samarbejde mellem øre-næse-hals-læger og tandlæger.

Betændelser

Betændelse i en tandrod kan medføre dannelsen af en akut byld ved tandens rodspids (periapikal absces), som bryder igennem kæbens knoglevæv og viser sig som en tandbyld. I overkæben kan tandbylden komme til syne på ydersiden af gummen, undtagen når det drejer sig om en byld ved fortænderne, hvor bylden viser sig i ganen. I undermunden kan bylden fortil vise sig på ydersiden og bagtil på indersiden af gummen. I det akutte stadium behandles bylderne ved en lille operation, hvorunder bylden åbnes. Man giver samtidig antibiotika. På længere sigt foretager man ofte en rodbehandling. Ved kroniske betændelsestilstande ved tændernes rodspidser kan der dannes rodcyster, som behandles ved en kirurgisk fjernelse af cysten, amputation af rodspidsen og fyldning af rodkanalen.

Mere diffuse betændelsestilstande i kæbernes knoglevæv (knoglemarvsbetændelse) er sjældne. Man behandler disse tilstande med en kombination af kirurgisk fjernelse af det syge væv og antibiotika.

Tandcyster

Omkring tandanlæggene kan der dannes cyster (follikulærcyster), og ved tandgennembrud kan der forekomme en lille uskyldig cyste i tandkødet (eruptionscyste). Denne kræver normalt ingen behandling, hvorimod follikulærcysten kan kræve et kirurgisk indgreb. Der eksisterer andre og mere sjældne cysteformer med relation til kæbernes knoglevæv.

Godartede og ondartede svulster med udgangspunkt i kæberne er relativt sjældne.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
31/01/2009
Oprindelig forfatter
SVest
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki