mellemøresygdomme

Da næsesvælget og det eustakiske rør næsten altid er inddraget i forkølelsestilstande, er mellemøret meget udsat for sygdom. Aflukkes det eustakiske rør helt eller delvist af slimhindehævelse i næsesvælget, kan der ikke passere luft fra svælget til mellemøret, og der opstår derved et undertryk i mellemøret med udtrædning af væske fra slimhinden til det ellers luftfyldte mellemøre. Tilstanden betegnes mellemørekatar (otitis media secretorica). Næsten alle børn vil i førskolealderen have oplevet en kortere- eller længerevarende hørenedsættelse pga. mellemørekatar. I det akutte stadium af sygdommen kan der være smerter af vekslende intensitet, oftest særlig udtalt, når barnet lægges i seng. Sygdommen vil som regel forsvinde af sig selv, når forkølelsen forsvinder, men kan undtagelsesvis blive kronisk. Det er næsten altid tilstrækkeligt at give en mild smertestillende behandling.

Ved kronisk mellemørekatar har slimhinden i mellemøret ændret egenskaber, således at den er i stand til at producere sejt slim, som kun vanskeligt passerer fra mellemøret til svælget gennem det eustakiske rør. Det væsentligste symptom er hørenedsættelse, som har en sværhedsgrad, der svarer til, at man aflukker øregangen med en finger. En længerevarende hørenedsættelse vil næsten altid i en eller anden grad påvirke barnets sprogudvikling. Hvis tilstanden har varet længere end tre måneder, vælger man ofte at indlægge dræn (se mellemørekirurgi) for at udligne det undertryk, der er baggrunden for slimdannelsen.

Akut mellemørebetændelse (otitis media suppurativa acuta) skyldes infektion i mellemøret med virus eller bakterier og rammer hyppigst mindre børn. Barnet kan være meget smertepåvirket og har næsten altid feber. Trommehinden kan perforere af sig selv med det resultat, at der flyder materie ud gennem øregangen. Samtidig letter smerterne ofte. Der kan også opnås smertelindring ved, at man perforerer trommehinden med et lille snit (paracentese). Det har ingen betydning for det videre forløb eller for senere komplikationer, om perforation er spontan eller resultatet af en paracentese. De bakterier, der medfører mellemørebetændelse, er ofte følsomme for penicillin (fx pneumokokker), hvorfor penicillinbehandling i mange tilfælde forkorter forløbet. Vaccination mod bakterien Hæmophilus influenzae, som udføres som led i børnevaccinationerne, kan begrænse antallet af mellemøreinfektioner med denne bakterie. Tidligere kunne akut mellemørebetændelse medføre livsfarlige komplikationer, men efter indførelse af penicillinbehandling er disse meget sjældne.

Både mellemørekatar og akut mellemørebetændelse kan medføre perforationer af trommehinden, defekter i øreknoglekæden eller arvæv i mellemøret, der kan føre til kronisk hørenedsættelse.

Kronisk mellemørebetændelse findes i en form, hvorunder øret flyder, enten kronisk eller i perioder, og som ofte ledsages af betydelig hørenedsættelse. En mere alvorlig form er en tilstand med ophobning af døde, afstødte hudceller i mellemøret og de tilstødende hulrum, hvorved der dannes en hvidlig, svulstlignende forandring (kolesteatom) med kronisk betændelse, der kan medføre destruktion af knoglevævet. Sygdommen er sjælden, men så belastet af ubehagelige komplikationer, at operation som regel er nødvendig.

Hos lidt under 1% af befolkningen finder man hørenedsættelse pga. otosklerose. Man kender ikke årsagen til sygdommen, og den har intet med nervesygdommen sklerose at gøre. Otosklerose viser sig ved langsomt fremadskridende hørenedsættelse, som skyldes, at stigbøjlen vokser fast til den omgivende knogle. Sygdommen er arvelig og forekommer dobbelt så hyppigt hos kvinder som hos mænd og udvikler sig hyppigt i den tidlige voksenalder. Sygdommen kan medføre øresusen og svimmelhed. Sædvanligvis tilbydes patienten en operation, hvor dele af stigbøjlen udskiftes med en lille protese.

• hørenedsættelse
• øre
• penicillin