Krigskirurgi, behandling af legemsskader opstået pga. krigshandlinger. Legemsskaderne fremkaldes af projektiler fra artilleri, morterer, miner, granater, maskingeværer, automatgeværer, pistoler og rifler. Andre legemsskader kan skyldes trykbølger (se trykbølgelæsion) eller være en følge af sammenstyrtning af bygninger og brande antændt af brandbomber, flammekastere eller ødelagte el- og gasinstallationer.

Våbenudviklingen fra slutningen af 1900-t. kendetegnes ved en øgning af skadevirkningen ved brug af projektiler med høj hastighed. Når de overfører deres bevægelsesenergi til den sårede, ødelægges vævet omkring skudkanalen i en diameter, der er 30-40 gange større end projektilets. På grund af undertryk i skudkanalen suges tøjstumper, snavs og jord ind i såret. Forureningen betyder, at der er grobund for udvikling af sårbetændelse og risiko for blodforgiftning og stivkrampe. De sårede opereres derfor med en kirurgisk teknik, der hindrer sårbetændelse og blodforgiftning ved at fjerne alle fremmedlegemer og alt dødt væv (debridement) omkring skudkanalen så hurtigt som muligt. Når den sårede er transporteret væk fra krigsområdet, kan såret nogle dage senere sys sammen (forsinket primær lukning), hvis der ikke inden da har udviklet sig betændelse.

Krigshandlinger kendetegnes desuden ved, at der kan forekomme situationer med masseskader på civile og militære personer, hvorunder antallet af sårede kan overstige behandlingskapaciteten. Behandling af sårede ved masseskader kræver derfor maksimal effektivitet, der opnås ved forudgående planlægning og træning, ved organisation med entydig ledelse og ved at anvende standardiserede procedurer til smertebehandling, væskebehandling, antibiotikadosering, stivkrampeforebyggelse og operation. Effektivitet opnås desuden ved, at de sårede sorteres efter et lønsomhedsprincip (triage), dvs. de grupperes i henhold til deres behov for transport og behandling med det sigte at gøre så meget godt som muligt for det størst mulige antal.

Oprindelig anvendtes som krigskirurg en feltskær, dvs. en civil bartskær (se barber), der var kyndig i sårbehandling, og som blev hvervet eller udkommanderet i krigstilfælde. En af den tidlige krigskirurgis mest betydelige pionerer var Ambroise Paré, der var feltskær.

Krigsudviklingen med masseskader og våbenudviklingen i retning af større læsionskraft har nødvendiggjort en faglig og organisatorisk udvikling af det militære lægevæsen. Dette er derfor opbygget med en fast stab af militærkirurger med militær lederuddannelse og specialuddannelse i triage og krigskirurgiske operationsteknikker, suppleret med værnepligtige yngre læger, se militærlægevæsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig