Cholinesterase, enzym, der spalter cholinestere. Hos mennesker findes to forskellige typer, acetylcholinesterase og plasmacholinesterase. Acetylcholinesterase findes hovedsagelig i nervevæv og i kontaktfladerne mellem nerver og muskler, de såkaldte neuromuskulære endeplader. Enzymet har betydning for den normale nedbrydning af signalstoffet acetylcholin, der fx medvirker ved impulsoverførslen fra nerver til muskler.

Faktaboks

Etymologi
Ordet cholinesterase kommer af cholin og ester, kemisk forbindelse mellem syre og alkohol, og -ase.

Plasmacholinesterase (butyrylcholinesterase, pseudocholinesterase) findes i nervevæv, i blodplasma og i leveren, hvor det dannes. Enzymets fysiologiske funktion er ukendt. Normal cholinesteraseaktivitet er imidlertid en forudsætning for en normal nedbrydning af flere lægemidler. Dette gælder fx suxamethon og mivacurium, der er muskellammende lægemidler, astmalægemidlet bambuterol, lægemidlerne prokain og kokain, der anvendes ved lokalbedøvelse, samt heroin.

Langt de fleste mennesker af europæisk afstamning har normal cholinesteraseaktivitet i blodplasma. Nogle få procent har imidlertid en arveligt betinget nedsat aktivitet og reagerer derfor unormalt på de nævnte lægemidler. Fx nedbrydes suxamethon, der benyttes til at fremkalde total muskellammelse ved indledningen af en anæstesi, normalt hurtigt i blodplasma. Virkningen holder sig derfor kun 5-10 min. Når cholinesteraseaktiviteten er nedsat, holder suxamethons virkning sig imidlertid i timer. Hvis anæstesilægen ikke er opmærksom herpå og vækker patienten for tidligt, mens denne endnu er lammet, kan det give anledning til en af de sjældent forekommende huskeanæstesier.

Plasmacholinesterase findes i mange genetisk bestemte varianter. De hyppigst forekommende er det normale, det atypiske, det fluoridresistente og det tavse gen. På Herlev Hospital findes Dansk Kolinesterase Kartotek, hvortil blodprøver kan sendes med henblik på undersøgelse for unormal cholinesterasetype. Mere end 3000 familier med arveligt betinget unormal cholinesterasetype er registreret i dette kartotek, og mere end 4000 personer bærer et advarselskort med oplysning om, at personen har en unormal plasmacholinesterasetype.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig