Børnesygdomme, omfatter ikke kun de særlige infektionssygdomme, som findes i barnealderen (se erythema infectiosum (lussingesyge, den femte børnesygdom), exanthema subitum (tredages feber, den sjette børnesygdom), fåresyge, kighoste, mæslinger, røde hunde, skarlagensfeber og skoldkopper). Børns sygdomme er forskellige fra voksnes af biologiske, psykologiske og sociale grunde. Nogle sygdomme er helt specielle for barnealderen, andre viser sig med andre symptomer hos børn end hos voksne.

Børns vækst og udvikling påvirkes af arvelige forhold og familiens livsstil og levevilkår samt af samfundets indretning. At arbejde professionelt med børns sundhed og sygdomme kræver derfor særlig viden og særlige færdigheder. Tværfagligt samarbejde og samarbejdet med barnets familie er kendetegn. Dette har ført til specialisering inden for mange professioner: pædagogiske, sygeplejefaglige og lægelige.

Udviklingen på det lægelige område har været præget af vekselvirkning mellem sygdomsmønstret, de store bioteknologiske fremskridt og samfundsordenen. Siden 1400-t. har der været udgivet lægelige skrifter om børns sygdomme, ernæring og opdragelse, men først i 1700-t. blev der tale om et egentligt specialstudium af børnesygdomme, pædiatri. Foregangsmanden var svenskeren Nils Rosén von Rosenstein (1706-73), professor i Uppsala.

I 1800-t. blev selvstændige børnehospitaler indrettet, det første i Paris (Hôpital des Enfants Malades). Det første danske børnehospital blev indrettet i Rigensgade i København i 1850 med 12 sengepladser og ambulant poliklinik. Kysthospitalet på Refsnæs blev indviet i 1875, og Dronning Louises Børnehospital i 1879. Trods hospitalsbehandling var sygeligheden og dødeligheden blandt børn imidlertid fortsat forfærdende høj, ligesom i ulandene i dag.

Under- og fejlernæring er sammen med hyppige mave-tarm-infektioner stadigvæk på verdensplan den hyppigste dødsårsag hos småbørn, mens tuberkulose er en dominerende dødsårsag for større børn og unge voksne.

Det var først med de bedrede livsvilkår og den nye forståelse af hygiejne og ernæring og den økonomiske og tekniske udvikling, at forholdene blev radikalt bedre i Danmark ligesom i de andre vestlige lande i begyndelsen af 1900-t. De vigtigste enkeltfaktorer var rent vand, kloakering, en bedre småbarnskost, bedre boligforhold og de senere tiders vaccinationer, sundhedspleje og forebyggende undersøgelse hos lægen.

Fra midten af 1900-t. har lægevidenskabens fremskridt også fået stor betydning inden for pædiatrien: antibiotisk behandling, kemoterapi ved kræft, hormonsubstitution og intensiv og kirurgisk behandling, fx af medfødte misdannelser eller efter ulykker. Når resultaterne kan være specielt gode hos børn, skyldes det netop det voksende individs evne til at hele skader og opveje mangler. Den eksplosionsagtige udvikling af genteknologien har medført mange nye muligheder for diagnose og behandling af genetiske sygdomme.

Udviklingen i den vestlige verden har imidlertid ikke kun været positiv. Nogle børnesygdomme synes tiltagende, fx allergiske sygdomme. Almindelige luftvejssygdomme breder sig i småbørnsinstitutionerne. Den bedre akutte behandling medfører, at børn, som tidligere ville have været døde, nu overlever med et handicap eller en kronisk sygdom. Psykiske sygdomme, unge med misbrug, adfærdsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder er ikke blevet færre, måske tværtimod. For tidlig fødsel er ikke blevet sjældnere. Isolationen af kernefamilien, de brudte parforhold med børn og de mange timer, som forældrene bruger uden for hjemmet, er klare forringelser af vore børns levevilkår.

Den første egentlige danske pædiater var Harald Hirschsprung, leder af Dronning Louises Børnehospital. Han blev verdensberømt pga. sin beskrivelse af en særlig medfødt tyktarmslidelse (Hirschsprungs sygdom).

I 1916 oprettedes ved Rigshospitalet det første professorat i pædiatri til Carl Edvard Bloch, der havde fået gjort undervisning i pædiatri obligatorisk for de lægestuderende ved Københavns Universitet. Senere er der oprettet professorater i pædiatri ved Aarhus og Odense universiteter. I 1918 blev pædiatri et anerkendt lægeligt speciale. Der findes nu ca. 20 børneafdelinger i Danmark; det sidste selvstændige børnehospital, Børnehospitalet på Fuglebakken i København, blev nedlagt i begyndelsen af 1980'erne.

Specialet pædiatri dækker alle barnets medicinske sygdomme, men ikke kirurgi eller psykiatri. Med den øgede viden og kunnen er der gradvis sket en yderligere specialisering, sådan at ingen børnelæge længere kan beherske alle områder fuldstændigt. På hospitalerne og blandt praktiserende børnelæger er der derfor sket en vis arbejdsdeling, fx i det nyfødte barns sygdomme (neonatologi), allergiske sygdomme (pædiatrisk allergologi), nervesystemets sygdomme (neuropædiatri), hjertesygdomme (pædiatrisk kardiologi), socialt betingede lidelser (socialpædiatri) mfl. Netop i pædiatrien er et af vor tids lægelige skismaer særlig tydeligt: På den ene side at kunne behandle den syge som en helhed, på den anden at kunne tilbyde det bedste på hvert enkelt lægefagligt område.

Af Danmarks ca. 12.000 læger er kun ca. 400 børnelæger. Langt de fleste af disse arbejder på sygehuse, dels med børn, der er indlagt, dels i børneafdelingernes ambulatorier. Kun få har privat praksis eller er ansat i skolesundhedstjenesten, mens enkelte er embedslæger. De fleste syge børn behandles af alment praktiserende læger.

I Danmark har man lagt vægt på, at den primære kontakt i sundhedsvæsenet er den samme læge for hele familien. For familielægen er undersøgelse og behandling af børnene således med til at etablere forholdet til de unge familier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig