laktoseintolerans

Symptomerne er mavesmerter, oppustet mave med stor luftafgang (flatulens) og skummende, vandige diarréer, især efter indtagelse af mælkeprodukter. Symptomerne har lighed med symptomerne ved mælkeallergi, som er en anden sygdom.

Diagnosen kan stilles ved påvisning af den nedsatte laktasekoncentration i tarmslimhinden (se mavesæks- og tolvfingertarmsundersøgelser).

Produktionen af laktase er stor hos alle spædbørn, men bliver mindre efter diegivningsperiodens ophør hos størstedelen af Jordens befolkning, dvs. asiater, afrikanere, inuitter og indianere. Disse folkeslag får derfor ofte i vekslende grad symptomer ved indtagelse af mælkeprodukter allerede fra toårsalderen. Dette forhold er af betydning for sammensætningen af nødhjælp til sultende befolkninger af disse kategorier, idet tørmælksprodukter ikke bør indgå. Nordvesteuropæere og deres efterkommere i andre verdensdele, fx Amerika og Australien, samt beduiner, som alle kommer fra samfund, hvor mælk gennem århundreder har været en vigtig fødekilde, opretholder for størstedelens vedkommende en stor laktaseproduktion gennem hele livet.

Nedsat laktaseproduktion kan også forekomme som sekundært fænomen til sygdomme i tarmslimhinden, fx tarminfektioner. Total mangel på laktase forekommer desuden som en sjælden genetisk sygdom.

Indtagelsen af mælk og mælkeprodukter nedsættes til det niveau, som den enkelte patient kan tåle. Der er først og fremmest mælkesukker i mælk og frisk ost, mens smør og lagret ost kun indeholder meget små mælkesukkermængder, ligesom mælkesukkermængden i surmælksprodukter er nedsat pga. indholdet af mælkesyrebakterier. Ofte vil der kunne tåles ca. ¹/₅ l mælk daglig.

Der er ikke holdepunkter for, at det enkelte individ kan fremtvinge øget laktaseproduktion og således træne sig op til at tåle mælk. Patienter, der lider af genetisk sygdom med manglende laktaseproduktion, må helt undgå alle mælkeprodukter. Tilskud af calcium vil ofte være påkrævet.