Sjögrens sygdom, (efter den svenske øjenlæge Henrik Sjögren, 1899-1986), bindevævssygdom i tåre- og spytkirtler med nedsat tåre- og spytdannelse. Sygdommen forekommer ofte sammen med andre bindevævs- og gigtsygdomme, fx leddegigt, men kan også være en selvstændig sygdom. Den nedsatte tåredannelse medfører tørre øjne med risiko for beskadigelse af hornhinden, hvorfor hyppig drypning med kunstig tårevæske er nødvendig. Den nedsatte spytdannelse giver udtalt mundtørhed og besvær med at synke tør føde. Manglende spyt medfører en betydelig øget risiko for caries og parodontose. Hyppig tandbørstning og kontrol hos tandlæge er derfor vigtigt. Sjögrens sygdom kan også give tørhed af andre slimhinder, fx i bronkier og skeden. Sygdommen kan ledsages af ledsmerter og en udtalt almen træthed.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki