Rygsøjleslidgigt, spondylartrose, slidgigt i ryghvirvlerne. Ryghvirvlerne er forbundet med hinanden med små ægte led (facetled, tapled), som navnlig hos ældre kan blive sæde for slidgigt, hvilket kan medføre knoglenydannelse ved ledrandene. Forandringerne rammer især hals- og lændehvirvler og kan derved medvirke til hhv. nakke- og lændesmerter.

Knoglevæksten kan medføre indsnævring af rygmarvskanalen (spinalstenose) og tryk på nerverødderne, hvilket kan give symptomer som ved en diskusprolaps. I alvorlige tilfælde kan en operation med afmejsling af knoglefortykkelsen hjælpe.

Diskusdegeneration

Den elastiske bruskskive mellem to ryghvirvler (diskus intervertebralis) kan med alderen forfalde (degenerere) med dannelse af små sprækker, hvorved det geléagtige diskusindhold kan sive ud. Dette kan give smerter pga. en kemisk irritation (inflammation). Efterhånden indtræder der en afsmalning af diskushøjden og en reaktion fra ryghvirvlernes endeplader med knogleudbygninger (spondylose). Den ændrede diskushøjde bevirker en ændret belastning af facetleddene. Det kan medføre smerter og fremme udvikling af slidgigt i facetleddene. Hvis kun en enkelt diskus er degenereret, kan en stivgørende operation mellem de to hvirvler i nogle tilfælde hjælpe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig