Autoimmunhæmolyse, øget nedbrydning af de røde blodlegemer forårsaget af antistoffer rettet mod organismens egne celler (jf. autoimmunitet). Tilstanden kan føre til hæmolytisk anæmi og optræder især i forbindelse med andre autoimmunsygdomme, fx bindevævssygdomme eller ved lymfom og leukæmi, og kan påvises ved Coombs' prøve.

Den øgede nedbrydning, der især finder sted i milten, rammer ikke blot patienternes egne celler, men også celler, der er tilført ved blodtransfusion; nedbrydningen kan hæmmes ved behandling med binyrebarkhormon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig