Hudblødninger kan optræde som punktformede pletter (petekkier) eller som større eller mindre flader (ekkymoser).

.

Hudblødninger (purpura) er blodudtrædninger i selve huden. De kan vise sig som 1-3 mm store, punktformede pletter (petekkier) eller som mere fladeformede pletter (ekkymoser) af varierende størrelse.

Faktaboks

Også kendt som

purpura

Hudblødninger ligger oftest i niveau med hudens overflade og forsvinder ikke ved tryk i modsætning til rødfarvning af huden pga. øget blodgennemstrømning. Farven kan afhængigt af den forløbne tid variere fra rød til rødbrun, blålig og til sidst gulgrøn. Hudblødninger, der ikke skyldes rent lokal påvirkning, vil ofte være mest udtalt i områder med højt venetryk, især i underbenene.

Årsager til hudblødninger

Blødningerne kan forekomme ved blodpladesygdomme eller ved ændringer af hudens små blodkar, således at de bliver lettere gennemtrængelige. Ændringerne kan opstå ved tryk eller stød, eller de kan opstå ved svækkelse af blodkarvæggenes bindevæv, fx som et aldersfænomen (senil purpura), ved mangel på C-vitamin eller pga. betændelse (vasculitis) som led i en bindevævssygdom eller Schönlein-Henochs sygdom. Ved vasculitis kan petekkierne være hævet over hudens niveau.

Petekkier kan desuden forekomme ved meningitis og som bivirkning ved indtagelse af lægemidler. Blodansamling under huden (hæmatom eller suggillation) kan trænge frem til denne, fx som et blåt øje.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig