CD, Cluster of Differentiation, internationalt nomenklatursystem for molekyler, der findes på overfladen af hvide blodlegemer (leukocytter), makrofager og endothelceller; vedtaget i 1982 som konsekvens af den forvirring, der herskede, fordi de samme molekyler var navngivet forskelligt af forskellige forskergrupper.

De forskellige molekyler benævnes ved et tal, fx CD4+, hvor + udtrykker, at molekylet er til stede på den undersøgte celle. Der er foreløbig registreret over 400 forskellige molekyler i CD-systemet.

Påvisning af, hvilke overflademolekyler der findes på lymfocytters overflade, er grundlag for deres klassifikation og udnyttes i diagnostikken af mange sygdomme. CD4 kendetegner således T-lymfocyt-hjælpercellerne (Th), som angribes ved hiv, hvor måling af antallet af tilbageværende CD4+-lymfocytter i blodet er et vigtigt led i vurderingen af, hvor fremskreden sygdommen er.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig