Børmælk, veterinær betegnelse for livmoderslimhindens sekret, hvoraf fosteret ernærer sig, inden det fæstnes (implanteres) i slimhinden. Hos dyr, hvor livmoderslimhinden forbliver intakt under moderkagens dannelse (epitheliochorial placenta, se moderkage), fx hos drøvtyggere, hest og svin, forbliver børmælken kilden til fosterets ernæring gennem hele graviditeten.