Epithel, cellelag, som beklæder en organismes overflader.

Faktaboks

Etymologi
Ordet epithel kommer af epi- og græsk thele 'brystvorte'.

Menneskets epithel

Epithel dækker enten kroppens ydre og indre overflader, overfladeepithel, eller danner kirtler, kirtelepithel. Cellerne i epithelvæv ligger som regel meget tæt sammen og/eller er forbundet med hinanden, så der næsten intet rum er mellem cellerne, det såkaldte intercellularrum. Epithel adskilles fra det underliggende væv, der som regel er bindevæv, af en basalmembran.

Overfladeepithel har to hovedfunktioner: at beskytte de underliggende væv og at tillade optagelse af bl.a. næringsstoffer, salte og vand i legemet. Hudens epithel har mange cellelag, hvoraf de yderste er forhornede og beskytter mod fordampning, fysisk beskadigelse o.a. Derimod er hovedopgaven for tyndtarmens enlagede overfladeepithel optagelse af næringsstoffer fra tarmindholdet; det yder til gengæld ikke så god beskyttelse. Kirtlernes epithelceller producerer enzymer eller hormoner og udskiller disse til legemets ydre og indre overflader eller til blodet.

Epithelcellerne har et veludviklet indre skelet, cytoskelettet, der dels afstiver cellerne, dels har betydning for kontakten til omgivelserne. Denne kontakt er udformet som specialiserede proteinkomplekser i cellemembranen, de såkaldte kontaktkomplekser. Disse øger epithelvævets styrke og sammenhæng, idet en epithelcelle har talrige kontaktkomplekser, som limes til tilsvarende kontaktkomplekser på tilstødende celler. Kontaktkomplekser sørger desuden for en fast forankring af cellerne til basalmembranen.

Særlige kontaktkomplekser på tarmens epithelceller fungerer som effektive barrierer for udefrakommende (ekstracellulære) stoffer. Komplekserne sikrer, at næringsstoffer kun kan komme ind i legemet ved at passere gennem og ikke mellem epithelcellerne. Denne epitheltransport, hvor næringsstofferne transporteres gennem cellerne, medfører, at såvel optagelsen af næringsstofferne som afgivelsen af disse til blod og lymfe aktivt kan reguleres af molekyler på cellernes overflade.

Epithelcellerne forbindes ydermere af proteinkomplekser, gap junctions, der fungerer som kanaler mellem cellerne, således at små molekyler som aminosyrer, glukose og ioner frit kan udveksles. På denne måde kan cellerne kobles funktionelt: I luftvejene har overfladeepithelet cilier, som "skubber" støv m.m. op af luftrøret; via de åbne forbindelser sikres synkroniseringen af ciliernes bevægelser.

De fleste epithelvæv er udviklet fra fosterets ekto- og endoderm, men epithelet i fx nyrerne stammer fra mesodermen. Selvom der er mange fælles træk ved forskellige epithelvæv, er udformningen dog præget af det enkelte vævs funktion og placering i legemet. Luftvejsepithelets cilier og tarmepithelets mikrovilli er funktionelle specialiseringer; det samme gælder proteinproducerende kirtelcellers meget veludviklede Golgi-apparat og ru endoplasmatiske retikulum.

Nogle epitheler består af ensartede celler, mens andre har celler med meget forskellig funktion liggende side om side, det gælder fx saltsyre-, enzym- og hormonproducerende celler i mavesækkens kirtler.

De fleste kræftformer skyldes ondartet vækst af epithelceller: Både lunge-, mave-, tarm-, livmoder- og brystkræft startes af uhæmmede epithelcelledelinger. Disse maligne celler kan bevæge sig gennem basalmembranen, hvorved den fysiske kontakt mellem naboepithelceller tabes. Løsrevne epithelceller kan via lymfe- og blodkar føres til andre væv og danne dattersvulster, metastasering.

Planteepithel

Betegnelsen epithel anvendes i botanikken mest om kirtelvæv, fx på fangstblærens tærskel hos blærerod, hæfteskiven hos parasitiske blomsterplanter og harpikskanaler hos nåletræer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig