Knoglemarv, væv i knoglers indre, hvor det udfylder marvhulen og mellemrummene mellem knoglevævets trabekler, se knogle. Knoglemarven er et gelatinøst væv, som overvejende består af celler. Den findes i to former: rød marv, som domineres af blodlegemer og deres forstadier, og gul marv, som domineres af gule fedtceller.

Funktion

Den røde knoglemarv er livsnødvendig for mennesker. Her findes de stamceller, hvorfra alle vores røde og hvide blodlegemer og blodplader dannes (via en række mellemstadier), samt nydannede hvide og røde blodceller, se blod. I fosteret findes de bloddannende celler først i blommesækken, senere i fostertilværelsen i leveren, milten og i stigende grad knoglemarven, og efter fødslen udelukkende i knoglemarven. Hos børn findes der rød knoglemarv i alle knogler, men under opvæksten erstattes den i mange knogler af gul marv, og hos den voksne findes den røde marv kun i kraniet, halsens og visse af kroppens knogler samt i den øvre ende af overarms- og lårbensknoglerne.

Er der brug for mange nye blodceller, fx efter et blodtab og ved visse blodsygdomme, kan den gule marv atter blive til rød marv og danne blodceller. Der dannes også hvide blodceller uden for knoglemarven, fx i brissel og lymfeknuder, men celleproduktionen her er afhængig af en stadig tilførsel af celler fra knoglemarven; se også lymfesystem. I lavere hvirveldyr dannes blodceller også fra stamceller i andre organer end knoglemarven, og hos krybdyr kan blodceller dannes i blodbanen.

Opbygning

Knoglemarven er bygget op af tynde bindevævsfibre og blodkar i et netværk, i hvis masker det bloddannende væv findes. Det er karakteristisk, at der i områder tæt ved blodkarrene (såkaldte sinusoider, se blodkar) dannes røde blodceller, mens hvide blodlegemer dannes i områder, som ligger længere væk fra blodkarrene. De modne blodceller vandrer ud i blodbanen gennem sinusoidernes tynde, hullede væg (se endothel). Sinusoiderne løber fra marvens periferi, hvor de modtager blod fra knoglens arterier, ind centralt i marvhulen. Her tømmer de sig i en stor central vene, som bringer de nydannede blodceller til kredsløbet, se blodkredsløb.

Mellem blodcellerne i vævet ligger mange bindevævsceller, som er nødvendige for nydannelsen af blodceller dels via direkte kontakt til blodcellerne, dels via produktion af hormoner, der sammen med hormoner og andre signalstoffer, som kommer til marven med blodet, regulerer mængden og typen af nydannede blodceller i marven.

Dannelsen af blodlegemer

I knoglemarven findes en udifferentieret celle, en multipotent stamcelle, som ved delinger dels er ophav til alle blodlegemer, dels kan gendanne sig selv, således at disse primitive stamceller bevares gennem hele livet. Fra stamcellerne dannes forskellige umodne celletyper, progenitorceller, som enten kan blive til røde blodceller, til granulære hvide blodceller og megakaryocytter (den celletype, som danner blodplader) eller til lymfocytter. Den progenitorcelle, som er ophav til røde blodceller, kan ikke danne forstadier til andre celletyper som fx hvide blodceller, den er unipotent. Derimod kan den progenitorcelle, som er ophav til granulære hvide blodceller, danne forskellige granulære blodceller: eosino-, baso- og neutrofilocytter, monocytter samt megakaryocytter; progenitorcellen, som danner lymfocytter, kan både blive til NK-celler, B- og T-lymfocytter, se immunologi (immunsystemet).

Progenitorcellerne gennemløber en række celledelinger og modningsstadier i knoglemarven, inden de bliver til funktionelle, modne blodceller. Normalt færdigmodnes alle celletyperne i knoglemarven, inden de træder ind i blodbanen. Undtagelsen er T-lymfocytten; et umodent forstadium, præ-T-cellen, vandrer fra marven via blodet til brislen, hvor den funktionelle modning og sortering af T-lymfocytten sker.

Blodcelledannelsen i knoglemarven sker med meget stor hastighed. Den varierer fra person til person, men produktionen af blodceller er på omkring 200 mia. røde blodceller, 10 mia. hvide blodceller og 400 mia. blodplader i døgnet. Denne enorme celleproduktion bevirker, at den røde knoglemarv er meget følsom for radioaktiv bestråling og celledræbende kemiske stoffer, som netop især rammer celler i deling. Dette forhold udnyttes ved knoglemarvstransplantation, hvor man i forbindelse med fx blodkræft kan dræbe patientens knoglemarvsceller og erstatte dem med sunde celler fra en donor, heriblandt stamceller.

I knoglemarven findes talrige makrofager, der er aktive ved blodcelledannelsen, og som også sammen med leverens og miltens makrofager har en vigtig rolle i destruktionen af udtjente røde blodlegemer. Også de antistofproducerende plasmaceller ses hyppigt i knoglemarven, og ved mange immunreaktioner, specielt ved sekundære immunreaktioner, er knoglemarven det vigtigste produktionssted for antistoffer.

Knoglemarvspunktur

Den røde knoglemarvs funktion kan undersøges vha. knoglemarvspunktur. En vævsprøve fra knoglemarven bruges til mikroskopisk bedømmelse af den cellulære sammensætning af marven: antallet af umodne og modne hvide og røde blodceller. Dette har betydning for diagnose og behandling af blodsygdomme. Udtagne knoglemarvsceller kan også bruges til knoglemarvstransplantation fra en sund donor til en person, hvis knoglemarv ikke fungerer normalt. Tidligere udtog man knoglemarvsceller fra brystbenet ved under sternalpunktur at suge cellerne op i en sprøjte, men nu foretrækker man at tage cellerne ud fra hoftebenskammen ved en lille operation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig