lektiner

Lektiner, gruppe af proteiner, der binder kulhydrater og sammenhæfter, agglutinerer, dyreceller. De blev oprindelig påvist i planter, bl.a. bønner, hvor de kan virke som gifte, men deres biologiske rolle for planterne er stadig uvis.

Lektiner har fundet anvendelse ved identifikation og isolering af kulhydratholdige stoffer. Visse lektiner agglutinerer selektivt røde blodlegemer fra forskellige blodtyper, hvilket førte til opdagelsen af kulhydrater som bestemmende for AB0-blodtypen. Lektiner har vist sig at være vidt udbredte i naturen, og de antages at spille en rolle i mange biologiske genkendelsesprocesser. Det er således påvist, at lektiner bundet til cellemembraner kan genkende specifikke kulhydrater på andre cellers overflade og derved formidler cellesammenhæftninger, fx ved mødet mellem æg- og sædcelle og ved immunreaktioner (se immunologi (immunsystemet)).

Et særligt lektin, mannan-bindende lektin, MBL, der bl.a. kan binde sig til polysaccharidet mannan opbygget af kulhydratet mannose, har været kendt siden 1978. MBL dannes i leveren og medvirker i det medfødte immunforsvar, idet MBL kan genkende mikroorganismer og binde sig til kulhydrater på deres overflade, hvorved komplementsystemet aktiveres og eliminerer mikroorganismerne.

Genetisk mangel på MBL forekommer hos ca. 3 % af den danske befolkning; hos disse personer ses en stærkt øget tilbøjelighed til flertallet af infektionssygdomme, som kan behandles med MBL fremstillet af blodplasma fra donorblod.

En række infektionssygdomme (tuberkulose, leishmaniasis, spedalskhed og amerikansk sovesyge) udnytter i modsætning til andre infektionssygdomme ligefrem MBL til at blive optaget i cellerne. Et sådant evolutionært selektionstryk kan muligvis forklare det påfaldende fænomen, at mange pga. mutationer har nedsat dannelse af MBL. To sydamerikanske indianerstammer er således beskyttet mod de nævnte sygdomme ved overhovedet ikke at danne MBL.