nervesystem

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Nervesystem. Andreas Vesalius' illustration af nervesystemet, således som han fandt det ved minutiøse og oftest ulovlige dissektioner af henrettede; publiceret i De Corporis Humani fra 1555. Personen er tegnet som set forfra, og under den løftede pande kan man bl.a. se de hjernenerver, der er tilknyttet syns- og lugteorganerne. Nerverne til arme og ben udveksler nervetråde og danner herved store samlinger, plekser.

nervesystem, nervesystemet, organsystem udviklet hos flercellede dyr, hvor det skaber kontakt mellem legemets celler, organer og væv, kontrollerer og koordinerer fysiologiske processer samt modtager informationer fra de ydre omgivelser og afstemmer legemets reaktioner herpå. Hos hvirveldyr er den del af nervesystemet, som kaldes hjernen, særlig udviklet, og den er således hos mennesket sæde for intellekt, personlighed, følelser og andre sjælelige mekanismer. Sin koordinerende funktion i kroppen deler nervesystemet med komplekset af regulerende hormoner.

Nervesystemets basale byggesten er nervecellen (neuronet), gennem hvilken elektriske impulser ledes. Omkring nervecellerne ligger særlige støtteceller, gliaceller, med vigtige biologiske funktioner i nervesystemet.

Nervesystemets inddeling

Pattedyrs nervesystem kan opdeles anatomisk i centralnervesystemet bestående af hjernen og rygmarven samt det perifere nervesystem, der hos mennesket består af 31 parrede rygmarvsnerver udspringende fra rygmarvens sideflader samt 12 parrede hjernenerver, der udgår fra undersiden af hjernen. Til det perifere nervesystem hører desuden forskellige nerveceller enten samlet som synlige ganglier eller liggende som isolerede nerveceller i organerne.

Rent funktionelt kan nervesystemet opdeles i et somatisk nervesystem, som er underlagt viljens herredømme, og et autonomt nervesystem, der fungerer automatisk og reflektorisk og ikke kan kontrolleres af den frie vilje. Det autonome nervesystem er endvidere opdelt i de modsatvirkende sympatiske og parasympatiske systemer.

Rygmarv og rygmarvsnerver

Rygmarven er ca. 45 cm lang og vejer omkring 30 g hos en voksen. På et tværsnit ses den at bestå af en central, H-formet struktur, den grå substans, og en omkringliggende hvid substans. I den grå substans ligger der overvejende nervecellelegemer, mens den hvide substans rummer de lange nervecelleudløbere, som er omgivet af isolerende myelin.

Nervesystem. Skematisk tegning af rygmarven set fra bugsiden med den grå substans stående frem. Rygmarvens forreste og bageste rødder, der dannes af en række fine nervetråde, kommer ud af dens sideflader. Menneskets rygmarv er ca. 2 cm bred ved femte halshvirvel og aftager i bredde nedad, indtil den afsluttes omkring første lændehvirvel hos den voksne.

Den grå substans har to forhorn (orienteret mod kroppens forside), to sidehorn samt to baghorn. Nervecellelegemerne i forhornet kaldes motoriske, idet de via deres lange udløbere gennem rygmarvens forreste rod, radix ventralis, videresender impulser til organer og muskler. Nervecellerne i baghornet kaldes sensoriske, idet de modtager impulser fra de indre organer og legemets overflade. De sensoriske nervetråde når rygmarven gennem den bageste rod, radix dorsalis, som er forsynet med en fortykkelse, spinalgangliet, der rummer nervecellelegemer.

Den forreste og bageste rod smelter på begge sider af rygmarven sammen til den korte rygmarvsnerve, spinalnerven, der trænger ud i legemet gennem hver ryghvirvels sideflade. Rygmarven underopdeles i segmenter, der hver omfatter den del, som giver ophav til én parret spinalnerve.

Flere af spinalnerverne danner plekser, hvorigennem nervefibre udveksles, før de fortsætter som perifere nerver til krop, arme og ben; bl.a. findes i menneskelegemet fire store plekser, hvorfra der løber nerver til hhv. halsen (plexus cervicalis), armene (plexus brachialis) samt nederste del af kroppen og benene (plexus lumbalis og plexus sacralis). Fra sidstnævnte udgår bl.a. iskiasnerven, nervus ischiadicus, der er legemets største perifere nerve med en tykkelse som en finger.

Perifere nerver

De perifere nerver, som består af mange nervefibre, er omgivet af bindevævsskeder, der trænger ind i nerverne og opdeler dem i mindre bundter, fascikler. Blodkar forsyner nerven med ilt og næring. Overskæres en af disse store nerver, degenererer den del, der mister forbindelsen med nervecellelegemet i rygmarven. Nervens funktion kan reddes ved at sy den sammen: Herved hindrer man ikke, at den perifere del dør, men den centrale stump kan vokse ud igen (med 1-2 mm daglig) og vil pga. sammensyningen lettere vokse i den rigtige retning. Vækstfaktorer i tilgrænsende gliaceller spiller en stor rolle for denne vækst, og studiet af disse giver håb om bedre at kunne mildne forløbet af nervelæsioner.

Nervecelle. Skematisk tegning af en multipolar nervecelle fra rygmarvens forhorn, en motorisk forhornscelle, hvorfra skeletmuskulaturen styres. Cellelegemet har mange dendritter med tætsiddende synapser dannet af axoner fra andre nerveceller, som ved hæmmende og fremmende påvirkninger styrer nervecellens aktivitet og dermed de forbundne skeletmuskelceller. 1 Axonenderne indeholder et lager af synaptiske vesikler (membranblærer). Ved ankomsten af en nerveimpuls udtømmer nogle af vesiklerne deres indhold af neurotransmitter (signalstof) i synapsekløften, 2, hvor det påvirker receptormolekyler, der styrer ionkanaler i den modsatte, postsynaptiske membran. Synapsevesiklernes membran optages i axonendens overflademembran, 3 og 4. På synapsens overside gendannes vesikler, 5, der genoplades med transmittermolekyler, 6. Der foregår en livlig transport af vesikler og organeller, fx mitokondrier, til og fra axonenden på et skinnesystem dannet af mikrotubuli.

Hjernenerver

Innervationen af hoved og hals sker gennem de 12 par hjernenerver fra hjernens underside, oftest gennem huller på undersiden af kraniet. Findes der sensoriske tråde i en hjernenerve, er denne også forsynet med et sensorisk ganglie svarende til rygmarvens spinalganglie.

Endeorganer og rygmarvsreflekser

De perifere sensoriske nerver er i kontakt med sanseceller, perifere endeorganer, der registrerer påvirkninger af legemets ydre overflade som tryk, let berøring og temperatursvingninger. Med de samme nerver registreres også smerte i organer samt musklernes spænding, tonus. De specialiserede endeorganer omdanner påvirkningen til en elektrisk impuls, som sendes videre til de sensoriske nerver. Smerte i huden registreres direkte af frie nerveender.

Rygmarvsnerverne danner via nervecellelegemerne i rygmarvens grå substans vigtige, funktionelle reflekser uden om hjernen, fx den klassiske knæstrækrefleks, der hos en person med bøjet knæled kan fremkaldes ved at slå på senen, der forbinder den forreste lårmuskel og knæskal med skinnebenet. Når senen anslås, strækkes den store firehovedede lårmuskel på forsiden af låret. Herved aktiveres strækreceptorer (muskeltene) i lårmusklen, og en impuls vil løbe ind til rygmarvens grå substans via rygmarvens bageste rod. I rygmarven er der forbindelser (synapser) til nerveceller i forhornet, som sender impulser ud til lårbensmusklen med besked om at trække sig sammen. Via synapser med andre nerveceller i forhornet nedsættes muskeltenenes følsomhed for strækning, hvorved refleksen i en periode dæmpes.

De mange forskellige rygmarvsreflekser, som går gennem forskellige segmenter af rygmarven, bruges til at lokalisere sygdomsprocesser i denne. Nogle reflekser påvirkes endvidere ved sygelige processer i hjernen såsom hjerneblødninger og svulster.

Nervesystem. Det autonome nervesystem regulerer de strukturer og organer, som ikke er under viljens kontrol, fx kirtler og glat muskulatur i blodkar og indvolde. Det er opdelt i to modsatvirkende (antagonistiske) undersystemer, det parasympatiske og det sympatiske, der tilsammen balancerer kroppens funktioner. Overordnet kan man sige, at stimulation af det sympatiske system sætter kroppen i alarmberedskab, mens det parasympatiske fremkalder vegetativ adfærd.

Det autonome nervesystem

Det autonome nervesystem inddeles i det sympatiske og det parasympatiske nervesystem, som begge forsyner indre organer, kirtler og blodkar med nervetråde. De sympatiske og parasympatiske nerver har modsatrettede effekter, dvs. virker antagonistisk. Således vil stimulation via de sympatiske nerver øge pulsen, hæve blodtrykket, hæmme sekretdannelse i kirtler, hæmme bevægelser (peristaltik) i mave-tarm-kanalen, afslappe tømningsmusklen i blæren samt udvide pupillen, hvorimod de parasympatiske tråde vil nedsætte hjertefrekvensen, sænke blodtrykket, stimulere kirtler til sekretion, stimulere de peristaltiske bølger i tarmen, sammentrække musklerne i blærens tømningsmuskel og sammentrække pupillen.

Begge nervesystemer udsender løbende impulser til de forskellige organer, og effekten bestemmes af balancen mellem de to systemer. Under stress og i faresituationer aktiveres fx det sympatiske nervesystem, hvis påvirkning da overskygger det parasympatiske nervesystems. Begge undersystemers aktivitet reguleres især af hypothalamus.

Nervecellelegemer tilhørende det autonome nervesystem ligger i sidehornet af rygmarvens grå substans og sender motoriske tråde ud gennem forhornet. Flertallet af de sympatiske nervetråde løber i en nervestreng kaldet grænsestrengen (truncus sympaticus). Grænsestrengen er en parret struktur; der ligger én på hver side af hvirvelsøjlen fra hals til bækken. Den består af en række ganglier forbundet med en fin nervetråd. Sympatiske nervetråde går fra grænsestrengen videre ud i kroppen.

De parasympatiske nervecellelegemer ligger uden for rygmarven i autonome perifere ganglier i nærheden af eller inde i organerne. Parasympatiske nervetråde i fire af hjernenerverne og de nederste rygmarvsnerver fører impulser til disse ganglier. De parasympatiske nervetråde i den 10. hjernenerve, nervus vagus, er særlig vigtige, idet denne hjernenerve forsyner alle strukturer på hals og i brysthule samt en stor del af bughulen med disse nerver.

Det autonome nervesystems antagonistiske virkninger skyldes bl.a. signalmolekylernes art (se neurotransmittere), hvor noradrenalin er transmitter i det sympatiske og acetylcholin i det parasympatiske system.

Sensoriske og motoriske baner

Nervesystem. Venstre hjernehemisfære set fra siden. På hemisfæren tv. er angivet de fire hjernelapper samt lille- og midthjernen. På hemisfæren th. er angivet de hjernevindinger, som styrer muskelbevægelser, vindinger, der modtager impulser fra kroppens sanseceller via de sensoriske nerver, samt de to talecentre. Illustration fra Medicinsk Anatomisk Institut, Københavns Universitet.

De fleste impulser, der når rygmarven, sendes videre op til hjernen gennem sensoriske baner. De sensoriske nervetråde når rygmarven gennem bagroden og løber videre ind i rygmarvens hvide substans. Denne opdeles i tre områder kaldet for-, side- og bagstrengen. De fleste nervetråde til hjernen løber i bag- eller sidestrengen. Nervetrådene i bagstrengen leder fx impulser for tryk, let berøring og muskelstillingssans (impulser fra muskeltene) op til de såkaldte bagstrengskerner på bagsiden af den forlængede marv. I disse dannes synaptiske forbindelser med andre nerveceller. Fra bagstrengen sendes impulserne videre gennem en nervebane beliggende i midten af hjernestammen (lemniscus medialis) og når den store kerne i mellemhjernen kaldet thalamus, men inden da krydses nervetrådene, dvs. nervetråde på højre side krydser over til venstre side og omvendt. Fra thalamus går de sensoriske nervetråde videre til den sensoriske hjernebark i hemisfærerne.

Krydsningen af de sensoriske baner er forklaringen på, at impulser fra den venstre side af legemet registreres af sensorisk hjernebark i den højre hemisfære og omvendt. Svulster og blødninger i højre hemisfære giver således venstresidige symptomer.

Smertebanerne går ikke gennem bagstrengen, men ind i den bageste del af baghornet svarende til det sted, hvor en spinalnerve kommer ind. Der dannes her synapser med nerveceller, som krydser over på modsatte side for at stige op gennem sidestrengen og hjernestammen for selv at danne synapser med en tredje celle i thalamus og derfra videre have kontakt til hemisfærens hjernebark. Visse svulster afbryder de krydsende smertebaner fra armene. Patienter med denne sygdom, syringomyeli, vil have normal tryk- og berøringssans i hænderne, men ingen smertefornemmelse, og kan fx håndtere en gryde, men ikke mærke, om den er varm. Smertebanen hæmmes af særlige nerveceller, hvis signalmolekyler meget ligner morfin, hvilket er forklaringen på morfins kraftige smertestillende effekt.

Nervesystem. Tv. motorisk nervebane, pyramidebanen, der løber fra hjernebarken (cortex), hvor adfærd og handlinger besluttes, til den tværstribede muskulatur i fx arme og ben. Th. forløbet af sensoriske impulser fra sanseceller til hjernebarken, hvor man bliver sansninger og smerte bevidst. Sansecellerne registrerer fx tryk og berøring, men har også særlige celler tilknyttet den proprioceptive sans (kroppens stillingssans). Nervesystemet er på begge tegninger vist forfra, fra bugsiden. Både den motoriske og den sensoriske nervebane krydser over, hvilket er årsagen til, at hjerneskader i en hjernehalvdel giver sig udtryk i den modsatte kropshalvdel.

De motoriske baner starter i hemisfærernes grå hjernebark svarende til det område, der kaldes motorisk cortex. Nervebanerne går derefter ned gennem forhjernen videre til hjernestammen. De motoriske baner krydser, lige før hjernestammen går over i rygmarven. Da den vigtigste motoriske bane kaldes pyramidebanen, kaldes krydsningen pyramidebanekrydsningen (decussatio pyramidum). Både motoriske og sensoriske baner krydses altså ved overgangen mellem hjerne og rygmarv, og højresidige hjerneblødninger vil fremkalde lammelser i venstre side af kroppen.

De motoriske baner fortsætter ned i rygmarven, primært i sidestrengen, og nervecellerne ender i det motoriske forhorn, hvor de danner synaptisk forbindelse med store nerveceller. Fra disse sendes nervetråde ud gennem den forreste rod til spinalnerven for at ende med at innervere de store tværstribede muskler, der bevæger arme og ben.

I sidestrengen løber endvidere nervebaner, der forbinder rygmarven med lillehjernen. Disse nervebaner er en del af muskelstillingssansen og sender informationer om musklernes bevægelser og stilling til lillehjernen, hvis hovedfunktion er at koordinere aktiviteten i det motoriske system.

Foruden pyramidebanen findes i sidestrengen og forstrengen flere andre motoriske baner, som formidler impulser fra ligevægtscentret i hjernestammen til de motoriske forhornsceller, samt en nervebane, der formidler impulser fra synsbanerne til de motoriske forhornsceller: Disse nervebaner giver mulighed for hurtige reflekser i forbindelse med ligevægtskontrol samt for hurtig reaktion på ting, der pludselig dukker op i synsfeltet, uden at hjernen først skal kobles ind som en forsinkende faktor.

Gliaceller

Gliacellerne er nervesystemets støtteceller. Man skelner mellem tre typer: astrocytter, oligodendrocytter og mikrogliaceller. Astrocytter og oligodendrocytter udvikles fra primitive celler i neuralrøret (se fosterudvikling), mens mikrogliacellerne trænger ind i det primitive nervesystem fra det omkringliggende (mesodermale) væv.

Astrocytterne har flere vigtige biologiske funktioner, fx optager de kaliumioner, der frigøres fra nervecellerne, når impulserne passerer disse, og har stofskifte fælles med nervecellerne.

Oligodendrocytter danner myelinskederne omkring nervecellernes axoner, idet de udsender udløbere, der snor sig omkring axonerne i flere lag. I de perifere nerver dannes myelinskeder dog af schwannske celler.

Mikrogliacellen er centralnervesystemets "skraldemandscelle", som ved fagocytose kan optage og fjerne døde celler og cellebestanddele. Mikrogliacellen er desuden en del af centralnervesystemets immunforsvar, idet cellen er en såkaldt antigenpræsenterende celle (se immunologi).

Nervesystemets variation

Hos encellede organismer og visse små flercellede dyr findes intet nervesystem. Hos dyriske svampe og storgopler er cellerne i indbyrdes forbindelse gennem specielle kontaktkomplekser i cellemembranerne. Hos ferskvandspolyppen Hydra er der udviklet et diffust nervenetværk, mens polypdyr og de radiærsymmetriske pighuder (fx søstjerner og søpindsvin) har en kraftig, central nervering, hvorfra nerver stråler ud i kroppen. Hvirvelløse dyr med tosidig symmetrisk legemsopbygning (fx rundorme, fladorme og leddyr som insekter og krabber) har et rigtigt nervesystem i form af et sæt bilaterale ganglier i den forreste del af legemet svarende til hvirveldyrenes hjerne. Herfra løber to symmetriske nervetråde ned gennem dyrets krop og sender nerver ud i legemet.

Blandt hvirveldyrene ses især store forskelle i udviklingen af hjernen. Hos fugle og pattedyr sker der en kraftig vækst af de to hemisfærer, og de er hos mennesket ganske overordentlig veludviklede.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Nervesystem. Venstre hjernehemisfære set fra siden. På hemisfæren tv. er angivet de fire hjernelapper samt lille- og midthjernen. På hemisfæren th. er angivet de hjernevindinger, som styrer muskelbevægelser, vindinger, der modtager impulser fra kroppens sanseceller via de sensoriske nerver, samt de to talecentre. Illustration fra Medicinsk Anatomisk Institut, Københavns Universitet.

© Dette billede må du ...

Nervesystem. Tv. motorisk nervebane, pyramidebanen, der løber fra hjernebarken (cortex), hvor adfærd og handlinger besluttes, til den tværstribede muskulatur i fx arme og ben. Th. forløbet af sensoriske impulser fra sanseceller til hjernebarken, hvor man bliver sansninger og smerte bevidst. Sansecellerne registrerer fx tryk og berøring, men har også særlige celler tilknyttet den proprioceptive sans (kroppens stillingssans). Nervesystemet er på begge tegninger vist forfra, fra bugsiden. Både den motoriske og den sensoriske nervebane krydser over, hvilket er årsagen til, at hjerneskader i en hjernehalvdel giver sig udtryk i den modsatte kropshalvdel.

© Dette billede må du ...

Nervesystem. Det autonome nervesystem regulerer de strukturer og organer, som ikke er under viljens kontrol, fx kirtler og glat muskulatur i blodkar og indvolde. Det er opdelt i to modsatvirkende (antagonistiske) undersystemer, det parasympatiske og det sympatiske, der tilsammen balancerer kroppens funktioner. Overordnet kan man sige, at stimulation af det sympatiske system sætter kroppen i alarmberedskab, mens det parasympatiske fremkalder vegetativ adfærd.

© Dette billede må du ...

Nervesystem. Skematisk tegning af rygmarven set fra bugsiden med den grå substans stående frem. Rygmarvens forreste og bageste rødder, der dannes af en række fine nervetråde, kommer ud af dens sideflader. Menneskets rygmarv er ca. 2 cm bred ved femte halshvirvel og aftager i bredde nedad, indtil den afsluttes omkring første lændehvirvel hos den voksne.

© Dette billede må du ...

Nervesystem. Andreas Vesalius' illustration af nervesystemet, således som han fandt det ved minutiøse og oftest ulovlige dissektioner af henrettede; publiceret i De Corporis Humani fra 1555. Personen er tegnet som set forfra, og under den løftede pande kan man bl.a. se de hjernenerver, der er tilknyttet syns- og lugteorganerne. Nerverne til arme og ben udveksler nervetråde og danner herved store samlinger, plekser.

Viser 5 af 5 billeder

Filer

FilTilføjet af 
 27122106.swf (78.61 kB)

Nervesystem.

Admin

06/03/2009

[+434326.801.svg (1063.51 kB)

Nervesystem. Skematisk tegning af rygmarven set fra bugsiden med den grå substans stående frem. Rygmarvens forreste og bageste rødder, der dannes af en række fine nervetråde, kommer ud af dens sideflader. Menneskets rygmarv er ca. 2 cm bred ved femte halshvirvel og aftager i bredde nedad, indtil den afsluttes omkring første lændehvirvel hos den voksne.

Admin

06/03/2009

[+434327.801.svg (164.97 kB)

Nervesystem. Det autonome nervesystem regulerer de strukturer og organer, som ikke er under viljens kontrol, fx kirtler og glat muskulatur i blodkar og indvolde. Det er opdelt i to modsatvirkende (antagonistiske) undersystemer, det parasympatiske og det sympatiske, der tilsammen balancerer kroppens funktioner. Overordnet kan man sige, at stimulation af det sympatiske system sætter kroppen i alarmberedskab, mens det parasympatiske fremkalder vegetativ adfærd.

Admin

06/03/2009

[+434329.801.svg (244.66 kB)

Nervesystem. Tv. motorisk nervebane, pyramidebanen, der løber fra hjernebarken (cortex), hvor adfærd og handlinger besluttes, til den tværstribede muskulatur i fx arme og ben. Th. forløbet af sensoriske impulser fra sanseceller til hjernebarken, hvor man bliver sansninger og smerte bevidst. Sansecellerne registrerer fx tryk og berøring, men har også særlige celler tilknyttet den proprioceptive sans (kroppens stillingssans). Nervesystemet er på begge tegninger vist forfra, fra bugsiden. Både den motoriske og den sensoriske nervebane krydser over, hvilket er årsagen til, at hjerneskader i en hjernehalvdel giver sig udtryk i den modsatte kropshalvdel.

Admin

06/03/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
17/09/2014
MHansen
15/07/2013
Redaktionen
08/12/2011
Ekspert
MMøl
Oprindelig forfatter
MMøl
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki