Khat, skovtræ, Catha edulis, der dyrkes i Yemen, Kenya og navnlig Somalia. Tygning af de friske, grønne blade modvirker sult og træthed og har gennem flere hundrede år været en del af kulturen i disse lande, fx har huse i Yemen ofte et særskilt rum til tygning af khat.

Faktaboks

Etymologi
Ordet khat kommer af arabisk qat.

Virkningen skyldes indhold af stoffer, der kemisk og farmakologisk ligner amfetamin. Bivirkningerne er bl.a. øget irritabilitet og nedsat mandlig seksualfunktion. Brugen medfører ofte alvorlige sociale problemer; halvdelen af skilsmisserne i Djibouti tilskrives således tygning af khat.

Khat har været tilladt i Storbritannien indtil 2014; i Danmark har det siden 1993 været omfattet af narkotikalovgivningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig