Proteinpulver, kosttilskud, som anvendes til at øge det daglige proteinindtag. Proteinpulver bruges primært af sportsudøvere, der belaster deres muskler mere end gennemsnittet og derfor har at større behov for protein til restitution. Proteinpulver bruges også som tilskud til ældre mennesker og kræftpatienter, da det kan bidrage til bevaring af muskelmassen ved manglende appetit.

Proteinpulver laves især af valleprotein, men også æggehvide, soja, mælk, hamp og oksekød kan anvendes. Proteinpulver tilsættes smagsstoffer, sukker eller sødemidler, undertiden desuden enzymerne laktase og protease, som hjælper kroppen til at fordøje proteinet.

Forskellige positive og negative effekter af brug af proteinpulver diskuteres og undersøges. Nogle undersøgelser viser, at et forhøjet proteinindtag kan føre til tarmkræft eller nyresten. Da proteinpulver øger det daglige proteinindtag, kan det derfor have en indirekte effekt på disse sygdomme, men en direkte sammenhæng er ikke påvist. Ifølge andre undersøgelser ser det ud til, at valleprotein kan have en positiv effekt på blodtrykket og på kolesterolindholdet i blodet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig