• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

riboflavin

Oprindelig forfatter AAst Seneste forfatter Redaktionen

riboflavin, (af ribose og lat. flavus 'gul' og -in), B2-vitamin, dimethyl-ribityl-isoalloxazin, tidligere benævnt laktoflavin, gult, vandopløseligt stof, der blev isoleret fra mælkevalle i 1933. Vitaminet er byggesten for de vigtige coenzymer flavinmononukleotid (FMD) og flavinadenindinukleotid (FAD), der indgår i et stort antal enzymsystemer (se flavoenzymer) i energistofskiftet. Enzymerne medvirker ved en række oxidationsprocesser og er nødvendige for elektrontransporten i respirationskæden. Riboflavin medvirker ved inaktiveringen af frie radikaler.

Behovet for riboflavin er afhængigt af protein- og energiomsætningen. Mangel optræder hyppigst sammen med mangel på protein og andre B-vitaminer og ses især hos personer med ensidige kostvaner og hos alkoholikere. Symptomerne kan optræde, når den daglige indtagelse er under 0,6 mg. Let mangel kan give mathed og træthed, mens symptomer på udtalt mangel er revnedannelse i mundvige og på læber (se læbebetændelse), tungebetændelse med misfarvning af mundslimhinden, skællende og fedtet hud (seborré) og sjældnere forandringer i hornhinden og i huden ved kønsorganerne. Mangeltilstande kan påvises ved nedsat enzymaktivitet i røde blodlegemer eller ved lave vitaminkoncentrationer i blod og urin.

Den anbefalede daglige indtagelse er 1,6 mg for mænd, 1,3 mg for kvinder, 1,6 mg for gravide og 1,7 mg for ammende. Voksne danskeres gennemsnitlige indtagelse er 1,8 mg; den overvejende del af befolkningen indtager rigelige mængder. Højest indhold findes i lever og nyrer, men danskernes vigtigste kilder er mejeriprodukter, i mindre grad kød og kornprodukter. Da vitaminet er lysfølsomt, ødelægges det, hvis mælk udsættes for sollys.