Kun yderst sjældent er fedme forårsaget af kendte kromosom- eller gendefekter. Sådanne eksisterer dog, fx Prader-Willis syndrom, der er en medfødt lidelse, som skyldes et manglende bidrag fra faderen til barnets kromosom 15, og som forårsager en tilstand med lettere mental retardering, svær grovædning og lav energiomsætning, hvilket ofte fører til svær fedme.
Egentlige hormonelle lidelser såsom for lavt stofskifte som følge af nedsat hormonproduktion fra skjoldbruskkirtlen eller overproduktion af binyrebarkhormon (se Cushings syndrom) er kun sjældent årsag til fedme. Ved beskadigelser af det appetitregulatoriske center i hjernen (se appetit) fremkaldt af traumer, svulster eller blødninger ses ofte en hastig udvikling af fedme.
Ved den almindelige fedme spiller arv dog også en vigtig rolle, både den ægte arv, som overføres med generne, og den miljømæssige arv, dvs. overførsel af forældrenes kost- og motionsvaner. Fedme ophobes derfor ofte familiært. Arvens betydning er dog ikke ensbetydende med, at fedmeudviklingen er fastlagt i generne, og at udviklingen ikke kan forhindres. Det arvelige bidrag skal snarere opfattes som en tilbøjelighed til fedme, som kan udvikles, hvis personen får uhensigtsmæssige kost- og motionsvaner. Kendte arvelige træk, som kan bidrage til tilbøjeligheden til fedme, er et lavt basalstofskifte og en lav spontan udfoldelse af fysisk aktivitet, hvilke tilsammen resulterer i en lav energiomsætning. En nedsat evne til at forbrænde fedt er også påvist at være en arvelig tilbøjelighed, der øger risikoen for fedme.
Miljøfaktorer, som er medansvarlige for fedmeudvikling hos de arveligt disponerede personer, er en kost rig på fedt og alkohol og fattig på grove kulhydrater, et spisemønster med få, store måltider, overspringelse af morgenmåltidet og begrænset daglig udfoldelse af fysisk aktivitet. Det er desuden antaget, at fedme ofte skyldes psykologiske problemer og heraf fremkaldt trøstespisning, men videnskabelige undersøgelser har vist, at der ikke er belæg herfor.
Fedme kan opstå på alle tidspunkter i livet, fra den tidlige barndom til alderdommen, og kan udvikles i løbet af få måneder eller over flere årtier. En række faktorer, der markant påvirker energibalancen, er ofte udløsende for starten til fedmeudviklingen.
Omkring halvdelen af fede kvinder har øget vægten betydeligt i forbindelse med graviditet og fødsel. Især førstegangsfødende, ikke-rygere og overvægtige kvinder har øget risiko for stor vægtøgning. Den normale vægtøgning fra befrugtning til fødsel er 10-14 kg, og ét år efter fødslen er vægtøgningen i gennemsnit 2 kg. I forhold til før graviditeten har 30 % imidlertid tabt sig, hovedparten har uændret vægt, mens 15 % har taget mere end 5 kg på og 2 % mere end 10 kg. Kvinder med tendens til vægtøgning og fedme bør begrænse vægtøgningen under graviditeten til 12 kg. Vægtøgning herudover øger risikoen for kejsersnit og for, at vægten ikke normaliseres efter fødslen.
Ved ophør med tobaksrygning er vægtøgningen over en tiårig periode 3 kg for mænd og 4 kg for kvinder, men 10 % mænd og 15 % kvinder tager mere end 13 kg på. Rygere er slankere end ikke-rygere, hvilket skyldes, at nikotin i tobakken dæmper appetitten og stimulerer det sympatiske nervesystem, som kan øge energiomsætningen med 200-300 kcal/døgn (0,8-1,2 MJ/døgn). Selvom rygere er slankere end ikke-rygere, har de mere bugfedt. Ved rygeophør falder energiomsætningen til det normale, samtidig med at appetitten øges, og vægten øges derfor hyppigt. Selvom vægtøgningen for mange blot er en normalisering, er den for andre uacceptabelt stor og hyppigste årsag til genoptagelse af tobaksrygningen. Vægtøgningens sundhedsmæssige betydning er uvæsentlig i forhold til tobaksrygningens skadevirkning.
En række lægemidler kan fremkalde en betragtelig vægtøgning og fedme. Især visse psykofarmaka og epilepsimidler har denne bivirkning. Også hormonerne østrogen, insulin og binyrebarkhormoner kan medføre vægtøgning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.