leptin

Leptin dannes i fedtvævet og frisættes i større mængder, når mere fedt deponeres i fedtvævet. Det fungerer som et langtidsvirkende hormon på de vægtregulerende centre i hypothalamus i hjernen og bidrager med en svag virkning ift. at forhindre overspisning, når fedtdepoterne er fyldte.

En mutation i leptingenet hos mus er ansvarlig for en arvelig form for overvægt, der opstår, når det defekte gen modtages fra begge forældre. Musene producerer et defekt hormon, som ikke har virkning på hjernen, og de er derfor konstant sultne og æder sig til svær overvægt.

Over de sidste 30 år er der på verdensplan identificeret knap 100 personer med tilsvarende genetiske mutioner i leptingenet, og de udvikler alle svær overvægt fra barnsben. Det har vist sig at hormonet også er ansvarlig for en normal udvikling af hormon- og stofskiftesystemet, og patienten med leptinmangel lider derfor også af en lang række hormonforstyrrelser, mangelfuld vækst og udvikling, samt tidlig udvikling af komplikationer i form af hjerte- og karsygdom og type 2 diabetes. Ved behandling med lægemidler med leptinvirkning normaliseres vægten og de fleste komplikationer.

Både hos mus og mennesker er der identificeret en arvelig svær overvægtssygdom, hvor der er en svært forhøjet leptinkoncentration i blodet. Sygdommen skyldes en defekt leptinreceptor, således at leptinet ikke kan virke på hjernen, og denne sygdom kan derfor ikke behandles med leptin.

Lægemidler med leptinvirkning har stort set ingen effekt til at forebygge eller behandle overvægt. Leptinniveauet i blodet er markant forhøjet hos personer, der lever med svær overvægt, hvilket understreger at virkningen på mæthed er svag, hvorimod bortfald af hormonets virkning fører til massiv overspisning og svær overvægt.

De to amerikanske forskere står bag opdagelsen af hormonet leptin i 1994-95.

• appetit
• appetitregulering
• hormoner