Thiamin, B1-vitamin, indtil ca. 1950 aneurin, C12H17N4OS, vandopløseligt B-vitamin, der i form af coenzymet thiaminpyrofosfat er nødvendigt for kroppens normale omsætning af kulhydrat hos alle pattedyr undtagen drøvtyggere. Thiaminpyrofosfat deltager i den oxidative decarboxylering af ketosyrer til aldehyder samt i udnyttelsen af pentoser. Ved thiaminmangel ophobes derfor pyrodruesyre og mælkesyre, hvilket er årsag til mangelsymptomerne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet thiamin kommer af thio- og amin(er).

Thiamin var det først isolerede vitamin (1926) og lagde derved pga. sit aminindhold navn til betegnelsen vitamin.

Thiaminmangel

Let mangel på thiamin viser sig ved utilpashed, dårlig hukommelse, tristhed, hjertebanken, føleforstyrrelser og muskelsvaghed. Ved mere udtalt mangel kan tilstanden udvikle sig til våd beriberi (efter singalesisk bhari 'svækkelse') med symptomer på hjertesvigt eller til tør beriberi med symptomer fra nervesystemet. Våd beriberi forekommer næsten udelukkende hos asiatiske befolkninger, der har ris som hovedernæring og høj fysisk aktivitet, og viser sig ved væskeansamlinger (ødem), åndenød og degeneration af hjertemuskulaturen, hvilket kan være dødeligt. Den hollandske læge C. Eijkman opdagede under ophold på Java i 1890'erne, at beriberi kan forebygges ved indtagelse af upolerede ris. Tør beriberi forekommer i dag hovedsagelig hos fejlernærede alkoholikere og viser sig som nervebetændelse med føleforstyrrelser og smerter i benene, lægkramper samt muskellammelser, som kan give en karakteristisk hanefjedsgang. Påvirkning af centralnervesystemet kan udvikles akut med øjenmuskellammelse, gangbesvær, svigtende hukommelse, konfusion og bevidstløshed (Wernickes syndrom), og ubehandlet er sygdommen dødelig.

Let thiaminmangel diagnosticeres ved måling af enzymet transketolase i røde blodlegemer, mens mangeltilstande hos alkoholikere kendes på de typiske symptomer. I begge tilfælde er behandlingen store doser thiamin. Alkoholikere bør som forebyggelse indtage kosttilskud indeholdende thiamin.

Indtagelse

For raske er behovet afhængigt af energiforbruget, og for voksne med lavt til normalt energiforbrug anbefales 1,1-1,4 mg daglig. Det daglige behov for gravide og ammende er 0,5 mg højere. De vigtigste kilder i kosten er kornprodukter, svinekød, grøntsager, mælk og ost.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig