lægemidler (lægemiddelindustrien)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Lægemiddelindustrien eller medicinalindustrien udvikler, fremstiller og markedsfører lægemidler enten i delvist forarbejdet form til viderefremstilling eller i brugsfærdige pakninger (farmaceutiske specialiteter).

Omkring 1900 blev stort set al medicin fremstillet lokalt på apotekerne, men med den industrielle markedsføring af Aspirin (acetylsalicylsyre, 1899) tog udviklingen af lægemiddelindustrien fart. Grundlaget var mange steder den kemiske industri og farvestofindustrien; for Danmarks vedkommende i betydelig grad apotekssektoren.

Forudsætningen for denne udvikling var store fremskridt i syntesekemi og i teknikker til isolering af stoffer (fra plantedele) samt fremstillingsteknologi (tabletter og injektionsvæsker), men også de samtidige fysiologiske opdagelser og udviklingen af en rationel farmakologi foruden teknik til lægemiddelafprøvning. Størstedelen af de lægemidler, der er fremkommet i 1900-t., og som på adskillige områder helt har revolutioneret sygdomsbehandlingen, stammer fra lægemiddelindustriens forskningsindsats; men også andre forskningsresultater har industrien nyttiggjort til lancering af præparater, der derved er blevet alment tilgængelige.

Det anslås, at lægemiddelindustrien globalt i 1996 tegnede sig for en samlet omsætning på 296 mia. dollar (heraf USA 103 mia., Europa 87 mia. og Japan 65 mia.). Især som følge af de meget store udgifter til forskning og produktudvikling (10-15% af omsætningen) er denne industrigren domineret af store, ofte multinationale firmaer. De tre største var i 1997 det amerikanske Merck, det britiske Glaxo Wellcome og det schweiziske Novartis. Derudover findes mange mindre firmaer; de fleste er uden egen forskning og fremstiller og markedsfører lægemidler, der ikke længere er beskyttet af patenter; de konkurrerer ofte på prisen og opererer som regel i et enkelt eller nogle få lande.

Selvom de danske lægemiddelfirmaer ikke er store i international sammenhæng, har de udviklet mange nye lægemidler og står sig godt i konkurrencen. De største er Novo Nordisk, Lundbeck-koncernen og Leo Pharma.

Læs mere om lægemidler.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
17/02/2011
Ekspert
Milm
Oprindelig forfatter
Overoe
01/02/2009

Emnetræ

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki