Lykkepiller, populær betegnelse for en række nyere lægemidler, der anvendes ved behandling af depression, fx fluoxetin (Fontex®) og citalopram (Cipramil®). For nogle af lægemidlernes vedkommende fremkommer virkningen ved stimulering af omsætningen af signalstofferne noradrenalin og serotonin i hjernen, for andres vedkommende ved blokering af omsætningen af dopamin.

Virkningen indtræder efter 2-4 ugers behandling; bivirkningerne, som fremkommer ved stimulation (bl.a. hurtig puls og svimmelhed) eller blokering (bl.a. forstoppelse, mundtørhed, akkomodationsbesvær og vægtøgning) af omsætningen af noradrenalin, serotonin, acetylcholin og histamin, er mindre udtalte end ved de tidligere fremkomne antidepressive lægemidler (se psykofarmaka).

Personer, der ikke lider af depression, bliver ikke lykkeligere af behandling med lykkepiller.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig