Allvar Gullstrand, 1862-1930, svensk øjenlæge, fra 1894 professor i oftalmologi ved Uppsala Universitet; fra 1913 professor i fysiologisk og fysisk optik. Gullstrand modtog i 1911 nobelprisen i fysiologi/medicin for sit arbejde med lysets brydning i øjet. Han forbedrede metoder til undersøgelse af bygningsfejl og videreudviklede i samarbejde med Zeiss i Jena konstruktionen af mikroskopet og brilleglasset. Han opfandt spaltelampen til detaljeundersøgelse af øjets brydende medier.