George Wald, 1906-1997, amerikansk biokemiker, fra 1948 professor ved Harvard University. Under et ophold på Otto Warburgs laboratorium i Berlin 1932-34 opdagede Wald tilstedeværelsen af A-vitamin i øjets nethinde, og han beskrev den lysfølsomme reaktion, hvor øjets pigment rhodopsin spaltes til opsin og retinal. Hvorledes spaltningen fremkalder en elektrisk impuls i øjenerven og synshjernebarken blev til dels klarlagt af H. Keffer Hartline og Ragnar Granit, med hvem Wald i 1967 delte nobelprisen i medicin/fysiologi.