blodsukker

Blodsukker, sukkerstoffer i blodet, især brugt om koncentrationen af glukose (druesukker), blodsukkeret. Det er hos mennesker meget præcist reguleret omkring 5 mmol pr. liter blod (normalt ikke over 7 og ikke under 3 mmol/l) på trods af, at vævene fx under muskelarbejde kan forbruge op til 250 mmol/time (mod normalt omkring 60 mmol/time), og at tilførslen med føden varierer kolossalt og let overstiger 1000 mmol/døgn.

Denne præcise regulering er vigtig, dels fordi for lave koncentrationer, hypoglykæmi, kan være livstruende på grund af hjernens afhængighed af glukose, dels fordi for høje koncentrationer, hyperglykæmi, på kort sigt kan medføre livstruende forstyrrelser i stofskifte og væskebalance (coma) og på langt sigt skader vævene, hvilket bl.a. kan ses ved diabetes mellitus (sukkersyge).

Det konstante blodsukkerniveau opnås ved, at overskud af tilført glukose effektivt og hurtigt deponeres, fx som glykogen i muskler og lever, og for lavt blodsukker undgås, fordi leveren er i stand til at tilføre glukose til blodet, nøje afstemt efter forbruget. Leverens glukoseproduktion skyldes dens evne til at nedbryde det oplagrede glykogen til glukose (ved glykogenolyse) og til at nydanne glukose ud fra forstadiemolekyler (mælkesyre, pyrodruesyre, glycerol og visse aminosyrer), der stammer fra vævenes stofskifteprocesser.

Deponeringen af glukose i vævene og produktionen af glukose i leveren er præcist styret af hormoner fra de langerhanske øer, der er små hobe af hormonproducerende celler i bugspytkirtlen. Cellerne her reagerer ved stigende blodsukker med udskillelse af insulin, som hæmmer leverens glukoseproduktion og fremmer deponeringen, og ved faldende blodsukker med udskillelse af glukagon, som øger leverens glukoseproduktion.

Ved sværere hypoglykæmi bidrager hormonerne adrenalin og noradrenalin til forøgelse af leverens glukoseproduktion. Blodsukkeret måles let med enzymatiske metoder, herunder simple metoder, som tillader bestemmelse af blodsukkeret ud fra en enkelt bloddråbe inden for få minutter.