Feedback, tilbagekobling, princip i processtyring, hvor et senere trin i en proces virker tilbage på et tidligere trin og påvirker dets aktivitet.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet feedback er engelsk og betyder 'tilbagekobling, tilbagemelding'.
Hvis virkningen på det tidlige trin resulterer i, at en ændring på det senere trin modvirkes, kaldes det negativ feedback eller feedback-hæmning; hvis ændringen derimod forstærkes, kaldes det positiv feedback eller feedback-aktivering. Negativ feedback virker således stabiliserende på et procesforløb, mens positiv feedback forstærker et udsving.
Modsætningen til feedback er feedforward, hvor et tidligt procestrin påvirker (forbereder) forløbet på et senere procestrin, før processen har nået dette. Dette kan fx opnås indirekte ved at påvirke konkurrerende processer.
Feedback-hæmning optræder på alle niveauer i biologien som et middel til at stabilisere dynamiske ligevægte, fx i cellers stofskifteprocesser, der er sammensat af reaktionssekvenser, hvor de enkelte trin fremmes, katalyseres, af forskellige enzymer. Processens hastighed er ofte selvregulerende pga. negativ feedback, idet det enzym, der katalyserer den første reaktion i en sekvens, hæmmes af processens slutprodukt; hvis dette ophobes, forstærkes hæmningen, og processen går i stå. Omvendt går processen i gang igen, hvis slutproduktet fjernes, enten fordi det forbruges i en anden proces, eller fordi det udskilles fra cellen.
De store flercellede organismers homøostase, dvs. deres opretholdelse af nær konstante koncentrationer af opløste stoffer i legemsvæskerne, er baseret på samspillet mellem flere negative feedback-mekanismer; dette kendes også fra de endokrine kirtlers hormonudskillelse og blodtryks- og temperaturregulationen.
I populationsbiologi og økologi er feedback-mekanismer fremtrædende. Således er en populations tilvækst ofte styret af positive feedback-mekanismer, som efterhånden afløses af populationsbegrænsende feedback-hæmning.
Positiv feedback forekommer generelt sjældnere i stabile biologiske systemer, men optræder i forbindelse med visse "alt eller intet"-reaktioner, fx aktionspotentialer i nerve- og muskelceller, i visse enzymatiske aktiveringskaskader samt i immunsystemet, hvor et lille stimulus skal "forstærkes". Positive feedback-mekanismer optræder endvidere ved sygelige tilstande, der udvikler sig som onde cirkler, bl.a. visse former for kredsløbssvigt udløst af blodtab.
En interessant anvendelse af feedback-princippet er den såkaldte biofeedback-kontrol, hvor en legemsfunktion, der normalt unddrager sig viljens kontrol, fx blodtryksregulationen, synliggøres og dermed bevidstgøres, fx vha. et måleinstrument, hvorefter funktionen undertiden til en vis grad lader sig styre viljebestemt.
I psykologi, pædagogik og sociologi anvendes feedback-begrebet ved beskrivelse af samspil i kommunikationen mellem enkeltindivider eller grupper. Feedback-princippet finder i øvrigt udstrakt anvendelse i teknikken, fx i elektroniske kredsløb og ved industriel processtyring. Den generaliserede teori for processtyring og kommunikation er formuleret i kybernetikken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.