Glukoseomsætning. Koncentrationen af glukose i blodet, blodsukkeret, er hos mennesket meget præcist reguleret omkring 5 mmol/l. Koncentrationen er størst lige efter et måltid, men glukose bruges hurtigt af vævene. Balancen opretholdes ved forbrug og produktion af glukose ved hhv. opbygning og nedbrydning af glykogen i muskler og lever samt ved dannelse af glukose ved glukoneogenese, dvs. ud fra bl.a. glycerol fra fedtvæv og mælkesyre fra muskler. Hjernens stofskifte er helt afhængigt af glukose, der bliver tilført via blodet.

.

Glukoseomsætning er kroppens omsætning af glukose. Alle den menneskelige organismes celler kan forbrænde glukose og derved få dækket deres energibehov. En meget fin regulering er nødvendig, da såvel for høje som for lave blodglukosekoncentrationer er livstruende.

Kulhydratomsætningen udgør op mod halvdelen af menneskets totale energiomsætning. Kulhydrater indtages især i form af stivelse og saccharose, der i mave-tarm-kanalen nedbrydes til glukose. Glukose optages fra tarmen og bliver med blodet transporteret til organismens celler.

Hjernen og de røde blodlegemer er afhængige af en konstant forsyning af glukose fra blodplasmaet, mens fx lever og muskler kan oplagre glukose i form af glykogen til senere brug. Musklernes glykogendepoter forsyner musklerne med energi, hvorimod leverens glykogendepoter anvendes til at sikre hjernevævet den nødvendige glukose i perioder, hvor der ikke er nogen optagelse af glukose fra tarmen.

Organismen kan også selv danne glukose ved glukoneogenese ud fra mælkesyre, alanin og glycerol; under faste vil leveren, når glykogendepotet efter 8-12 timer begynder at tømmes, begynde at producere glukose til brug for hjernen.

Glukose nedbrydes i cellerne ved glykolyse til pyruvat eller i væv, hvor ilttilførslen er en begrænsende faktor, til mælkesyre; ved begge processer frigøres energi. Langt mere energi vindes dog ved den efterfølgende oxidation af pyruvat til kuldioxid (CO2) og vand i citronsyrecyklus. Blodglukosekoncentrationen (blodsukkeret) er nøje reguleret og varierer under normale omstændigheder kun mellem 0,8 og 1,2 g pr. l på trods af store variationer i optag og forbrug. Det er primært leveren, som hurtigt kan optage og frigøre store mængder glukose, der spiller en rolle for opretholdelse af blodglukoseniveauet. Kontrollen udøves af hormonerne glukagon og insulin fra bugspytkirtlen samt adrenalin fra binyrerne. Glukagon og adrenalin stimulerer nedbrydningen af glykogen til glukose, mens insulin har den modsatte effekt.

Høj blodglukosekoncentration, fx efter et kulhydratrigt måltid, medfører en nedsat udskillelse af glukagon og øget sekretion af insulin fra bugspytkirtlen, hvorved omdannelsen af glukose til glykogen stimuleres. Når blodglukosekoncentrationen falder mellem måltiderne eller i løbet af natten, øges sekretionen af glukagon, mens insulinsekretionen falder, med det resultat at leverglykogen spaltes til glukose, der frigives til blodet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig