Muskelten, (2. led da. ten, pga. ligheden med spinderedskabet), sanseorgan knyttet til skeletmusklerne. Signaler fra muskeltene kan udløse simple reflekser, fx knærefleksen. Signaler fra kroppens mange muskeltene kan i bevidstheden sammenfattes til stillingssansen, den proprioceptive sans, der er af fundamental betydning for koordinering af musklernes arbejde ved komplicerede bevægelser. Se muskel og reflekser.