refleksundersøgelse

Refleksundersøgelse, klinisk undersøgelse af normale og af sygdom ændrede reflekser. Refleksundersøgelser anvendes i diagnostikken af normal og forsinket motorisk udvikling i barndommen og i diagnostikken af neurologiske sygdomme. Derudover indgår refleksundersøgelser også i en række lægelige specialers vurdering af sanseorganerne og reflekscentrene samt af sygdomme i det autonome nervesystem. Se også neurologi.

Ved mistanke om udviklingsretardering hos spædbarnet undersøges nogle af de reflekser, der er til stede ved fødslen, men normalt ophører i 4-5-måneders-alderen, bl.a. Moro-refleksen (efter den tyske børnelæge Ernst Moro, 1874-1951), en forskrækkelsesreaktion ved fx pludselig støj, hvor barnet først strækker armene ud til siderne for straks efter at foretage en gribebevægelse, samt griberefleksen, hvor barnet automatisk griber fat om en finger, der lægges i hånden.

Nogle hjernestammereflekser har særlig diagnostisk værdi, herunder stimulationen af ørets buegange (labyrinten) ved skylning med hhv. varmt og koldt vand i hver sin øregang (kalorisk prøve), hvorved der normalt fremkommer rykvise, symmetriske øjenbevægelser (nystagmus). Ved hjælp af denne undersøgelse kan der skelnes mellem ensidigt nedsat buegangsfunktion (kanalparese) og sygdom i centralnervesystemet.

Ved bevidstløshed svækkes reflekserne generelt, ved dyb bevidstløshed (koma) ophører de beskyttende reflekser, som fx smerte- og hostereflekserne. Ved hjernedød, hvor kun hjertet fungerer, er reflekserne ophørt; også åndedrætscentret er sat ud af funktion, og hjertefunktionen kan kun opretholdes med respiratorbehandling. Udslukte hjernestammereflekser indgår i kriterierne for hjernedød, der diagnosticeres på baggrund af ophævede pupilreflekser for lys, ophævede reaktioner på berøring af hornhinden (cornearefleksen), manglende smertereaktion i ansigtet, manglende reaktion på bevægelse af respirationstuben (svælg og luftrør, svælg- og hosterefleks) samt ophævet reaktion på øreskylning med isvand.