Det er vigtigt med et mørkt sovemiljø, man kan f.eks. bruge en sovemaske som kvinden på billedet.

Søvn. Den gennemsnitlige udvikling i et menneskes søvnmønster fra fødsel til alderdom. Den største ændring sker i barndommen; i løbet af barnets fire første leveår reduceres søvnmængden med ca. en tredjedel, og drømmesøvnens andel falder fra ca. 50% til 20-25% af den samlede søvnmængde. De fleste af diagrammets søjler viser barndommens søvnudvikling. Ill.: SDE.

.

Søvn er en naturlig og nødvendig tilstand, hvor der er et ændret niveau af bevidsthed og nedsat reaktion på omgivelserne, men med mulighed for fuldstændig vækning til vågen tilstand med fuld bevidsthed i løbet af sekunder til minutter. Søvn karakteriseres ved, at øjnene er lukkede, musklerne er afslappede og flere fysiologiske forhold, fx vejrtrækning, ændres. Søvn er et helt generelt fysiologisk fænomen, der ses hos alle dyrearter og indgår i en kompleks regulering af døgnrytmen.

Hos de fleste højerestående dyrearter har søvn et karakteristisk mønster, der gentagent veksler mellem to søvnstadier: REM-søvn (Rapid Eye Movement-søvn) og Non-REM-søvn (Non Rapid Eye Movement-søvn, forkortet NREM).

Forståelse af søvn, dens regulering i hjernen og søvnens fysiologiske og mentale betydning er ændret igennem flere årtier. Denne forståelse er øget, da der nu er flere metoder til at studere søvn, herunder den elektrisk aktivitet, der kan måles udvendigt på hovedet ved elektroencefalografi (EEG).

Søvnens funktion

Søvn har mange komplekse funktioner. Under søvn der betydelige ændringer i hjernens og kroppens fysiologi. Under NREM-søvn nedsættes hjernens stofskifte og blodgennemstrømning, men øges under REM-søvn. Kroppen kommer i en genoprettende (anabol) tilstand under søvn, hvilket medvirker til at sikre at bl.a. immunsystemet og andre af kroppens funktioner udvikles.

NREM-søvnen har betydning for hjernens renseprocesser (det glymfatiske system) og lagring af information, og REM-søvnen at have særlig betydning for analyse og lagring i hukommelsen af dagens mange indtryk og oplevelser, hvilket samlet benævnes hukommelseskonsolidering.

Søvnstadier

Søvnstadier er stadier i søvnen, hvor der er forskellig aktivitet i bl.a. hjernen, musklerne og øjnene. Hjerneaktivitet kan bl.a. bestemmes med EEG, der registrerer elektriske hjernebølger, og målinger af øjenaktivitet (elektro-okulografi, forkortet EOG), og muskelaktivitet kan vise de karakteristiske ændringer i de forskellige søvnstadier.

Under REM-søvn ses aktiv hjerneaktivitet og hurtige øjenbevægelser, og heraf kommer navnet REM, der står for rapid eye movement. Under NREM-søvn er der meget lidt hjerneaktivitet, og der ses langsomme elektriske udladninger fra hjernen på EEG'et. De langsomme elektriske udladninger fra hjernen øges, når søvndybden tiltagende og er helt fremtrædende under dyb søvn, som også kaldes N3-søvn.

Opdagelsen af hurtige øjenbevægelser periodisk gennem natten viste sig at passe ind i bestemte EEG-perioder og blev efter den engelske betegnelse, Rapid Eye Movement, kaldt REM-søvn. Ved vækning i de forskellige faser fandt man, at det næsten udelukkende var i REM-søvnen, at man drømmer. Den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud (1856-1939) havde en antagelse om, at man er lammet under drømmesøvnen, hvilket da viste sig at være korrekt, og lammelsen kan kaldes en praktisk foranstaltning, hvorved man undgår at udføre de bevægelser, man drømmer om.

Søvnmønster

Den normale søvn har et karakteristisk mønster, hvor der veksles mellem REM-søvn og NREM-søvn. Perioderne er typisk omkring 90 min. og der er i alt omkring fire til fem REM-NREM-søvnperioder per nat.

Den dybe søvn (N3) er mest fremtrædende om natten, mens REM-søvn bliver mere fremtræden i slutningen af natten. Samlet er cirka 20-25 % N3-søvn, cirka 20-25 % REM-søvn, mens resten er let søvn (N2) eller døs (N1). N1 ses typisk ved overgangen fra vågen til søvn.

Søvnbehov

Søvnbehovet vokser svarende til den tid, man har været vågen, hvilket især gælder den dybe N3-søvn. Ved mangel på søvn opstår der et søvnunderskud og et behov for at sove. REM-søvn reguleres fra nat til nat, og særligt den dybe søvn (N3) og drømmesøvnen er betydningsfulde. Ved mangel på dyb søvn opleves især kropslige symptomer på træthed, og udskillelsen af væksthormon hænger nøje sammen med den dybe søvn.

Søvndybde

Søvndybden viser sig ved, hvor kraftigt et stimulus der skal til for at vække en person. Ved stigende søvndybde er der øget grad af synkronisering af den elektriske hjerneaktivitet, som bliver langsommere, men paradoksalt nok med et større udsving. Ved EEG kan søvndybden således beskrives over tid uden forstyrrelse af søvnen.

Søvnændringer gennem livet

Behovet for søvn varierer betydeligt igennem livet. Hos det nyfødte barn er søvnbehovet typisk mere end 16 timer per døgn, men falder igennem barndommen og teenageårene, og hos voksne er søvnbehovet omkring 7½-8½ timer per døgn.

Søvnens struktur ændres også i takt med at søvnbehovet ændrer sig. REM og N3-søvn er dominerende hos det unge barn og når en mere voksen fordeling i slutningen af barndommen. På grund af det store behov for søvn i de første leveår er søvnen typisk polyfasisk i de første leveår, hvilket vil sige, at søvnen er opdelt i flere kortere perioder. Omkring 4-årsalderen bliver søvnen typisk monofaset, hvilket er en samlet søvnperiode. Den dybe søvn bliver mindre fremtrædende igennem livet og er mindre udtalt efter 60-årsalderen.

Styring og kontrol

Søvnen styres via et kompliceret reguleringssystem, som er placeret i den basale hjerne, som inkluderer hjernestammen, den basale forhjerne, thalamus og hypothalamus. Disse indgår i samlet reguleringssystem, der også kaldes det retikulære aktiveringssystem, som har betydning for et stort antal grundlæggende reguleringer fx bevidsthed, vejrtrækning og hjerteaktivitet, men også vågen-søvn-reguleringen.

Vågen-søvn-reguleringen kaldes også homeostatiske proces eller proces S og indgår sammen med døgnrytmeregulering, som også kaldes den circadiane regulering eller proces C i en samlet to-proces-reguleringsmekanisme.

Døgnrytmen er helt central for basale kropslige reguleringer og en af forudsætninger for, at søvnen kan indtræde, fx via faldende temperatur og stofskifte inden normal sengetid.

Dyrs søvn

Dyr har også brug for søvn
Af /WikiMedia.
Licens: CC BY SA 2.5

Nogle dyr, bl.a. visse frøer, synes ikke at vise de samme søvnændringer i nervesystemets aktivitet som fx mennesket, men de har alligevel klart adskilte aktivitets- og hvileperioder. For luftåndende, vandlevende dyr, fx pattedyr som sæler, søkøer og hvaler, udgør søvn et særligt vejrtrækningsproblem. Hvaler, og muligvis også sæler, synes at løse problemet ved at veksle mellem vågen og sovende tilstand på skift mellem de to hjernehalvdele.

Samme søvnmønster kendes hos fugle, som er i stand til at holde øje med eventuelle rovdyr mens de sover, da de så at sige sover med ét øje åbent, ved skifte mellem hvilken hjerneregion der sover. Søvnmængden varierer mellem arter. Nogle flagermus sover i op til 80 % af døgnet, katte sover halvdelen af livet, mens fx heste og giraffer blot sover 2-3 timer i døgnet.

Søvnsygdomme

Søvn kan opleves med forskellig kvalitet. Nogle mennesker har søvnproblemer, søvnforstyrrelser og nogle udvikler søvnsygdomme. Eksempler på søvnsygdomme er bl.a. søvnbesvær (insomni), øget søvntrang (hypersomnier), vejrtrækningsproblemer under søvn (søvnapnø), anfaldsfænomener under søvn (parasomnier), bevægesygdomme eller døgnrytmeforstyrrelser.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig