En tatovør i arbejde.
New Zealands indfødte høvding med tatoveret ansigt. Kilde: Scribner Magazine, trykt i 1870.
Maori med tatovering, fra en udstilling i Holland, Leiden 2010.
Tatovering, varig tegning på huden enten som priktatovering fremkaldt ved indføring af farvede partikler i læderhuden, hvor de forbliver, eller som artatovering (skarifikation) ved indridsning af mønstre, der gnides med fx aske, hvorved der dannes ophøjede, blivende ar (se keloid). Utilsigtet tatovering med asfalt kan ske efter fald og hudafskrabning.
Nutidens professionelle tatovører foretager opstregning af motivet, hvorefter farven prikkes ind igennem overhuden vha. nåle i en eldreven, håndført maskine, der overfører farven med hvert prik. De mest anvendte farvestoffer har været tusch og metalsalte af fx kviksølv (rød), chrom (grøn), cadmium (gul) og cobalt (blå), der i stigende grad erstattes af ikke-metalliske farver. Pigmentet optages ved fagocytose af makrofager i læderhuden, hvor det forbliver; farven bleges med årene, og konturerne udviskes.
Der kan fremkomme kløe og hævelse, fx i røde partier ved udvikling af kviksølvallergi. Smitte med bl.a. leverbetændelse kan ske ved anvendelse af urent værktøj.
I Danmark har det siden 1966 været forbudt at tatovere i hoved, på hals eller hænder samt på unge under 18 år.
Tatovering har oftest et dekorativt formål, men kan i nogle kulturer forbindes med en magisk kraft, markere status eller tilhørsforhold til en gruppe, fx i afrikanske stammer og 1900-t.s rockergrupper. Farvetatoveringer er fundet på 4000 år gamle egyptiske mumier, på moselig fra bronzealderen, og de omtales af antikkens forfattere i relation til flere stammefolk.
Nord- og sydamerikanske indianere var ofte tatoveret i ansigtet og på kroppen. En raffineret tatoveringskunst udvikledes i Polynesien og hos maorierne på New Zealand i form af geometriske, slyngede ansigtstatoveringer. Nutidige ornamentagtige tatoveringer kendes fra Filippinerne. Tradition for helkropstatoveringer i mange farver er udviklet i Japan. Efter kristendommens indførelse i Europa blev tatovering forbudt, men fortsatte bl.a. i Polynesien, hvor kunsten blev genopdaget af James Cook på ekspeditionen til Tahiti 1769.
Tatovører etablerede sig i mange havnebyer med særlig appel til søfolk med maritime, patriotiske, religiøse eller romantiske motiver. Dekorativ tatovering har siden slutningen af 1900-t. fået en vis renæssance hos begge køn, nu ofte med vikingetidsinspireret, slynget ornamentik, se kropsudsmykning.
Det er muligt at fjerne tatoveringer med laserbehandling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.