Hudsygdomme er betegnelsen for en lang række almindelige og sjældne sygdomme i huden, hvis klassifikation, diagnostik, behandling og udforskning henhører under det lægevidenskabelige speciale dermatologi.

Sygdommene forekommer i alle aldre og kan være medfødte eller senere erhvervede; nogle har en arvelig baggrund. Hudsygdomme kan skyldes påvirkninger fra det ydre eller indre miljø, det gælder fx kontakteksem, medicinudslæt og infektion med virus, bakterier eller svampe, godartede og ondartede svulster, kroniske sår og bindevævssygdomme. Andre eksempler er psoriasis, der forekommer hos ca. 3% af voksne, akne, der ses i lettere eller sværere grad hos de fleste unge, og astmaeksem, der ses hos ca. 12% af alle børn før skolealderen.

Sygdommene kan være stærkt generende pga. smerter eller kløe, de kan være kosmetisk skæmmende eller erhvervshæmmende, og nogle kan indebære risiko for kræftudvikling, hvorfor specifik diagnostik og effektiv behandling er af stor betydning. Forebyggende foranstaltninger er væsentlige, fx reduktion i udsættelsen for eksemfremkaldende stoffer eller de skadelige ultraviolette stråler i sollys, hvilket vil begrænse forekomsten af henholdsvis kontakteksem og hudkræft.

Behovet for behandling af hudsygdomme er stort; således fremgik det af en undersøgelse fra 1984, at 8400 patienter på en enkelt dag søgte læge i Danmark for en hudsygdom, heraf ca. 5000 hos alment praktiserende læger, de øvrige hos praktiserende speciallæger i dermatologi eller på en af landets fire dermatologiske sygehusafdelinger. Ca. 2 millioner lægekonsultationer årligt i Danmark vedrører således hudsygdomme.

Selvforvoldte hudsygdomme

Selvforvoldte hudsygdomme fremkaldes ved en uimodståelig trang til at bearbejde hud, hår eller negle på grund af psykiske spændinger, fx i form af kradsning (excoriationes neuroticae) eller udtrækning af hår (trichotillomania). Læsioner fremkaldt ved fx ætsning eller forbrænding kan ses hos patienter, der ikke kan redegøre for, hvordan de er opstået, hvilket er udtryk for alvorlige personlighedsforstyrrelser (patomimi).

Behandling

Hudsygdomme kan i mange tilfælde behandles med lokaltvirkende lægemidler i et passende grundlag, fx creme, salve eller opløsning, afhængigt af sygdommens karakter og lokalisation. Cremer, der er emulsionsprodukter, som indeholder en vand- og oliefase, har størst anvendelse. Salver, der er mere fedtede, egner sig til tørre og skællende områder. Opløsninger anvendes på behåret hud.

Syntetiske binyrebarkhormoner (steroider) anvendes i lokalmidler, der virker dæmpende på betændelsesreaktion (inflammation) ved fx eksem og reducerer cellenydannelsen i overhuden ved psoriasis. Steroidpræparaterne inddeles i fire grupper efter styrke, hvor gruppe tre og fire virker kraftigst; valg af styrke, mængde og behandlingstid afhænger af sygdommen, hudområdet og patientens alder. Behandlingen suppleres ofte med blødgørende fugtighedscreme. Specifikt virkende lokalmidler omfatter fx præparater mod psoriasis, svampe, bakterier og herpesvirus. Stenkuls- eller trætjære har i dag kun begrænset anvendelse, fx som pensling på huden efterfulgt af badning (tjærebad).

Ved sår, fx bensår, anvendes omslag med saltvand, salvebehandling eller plader fremstillet af et væskesugende materiale (hydrokolloid-bandage). Opløsninger af det røde kaliumpermanganat (røde bade) virker tørrende og desinficerende ved fx væskende eksem.

Mange hudsygdomme bedres ved behandling med ultraviolet (UV) lys fra solen eller specialsolarier. Det kortbølgede UVB-lys anvendes alene, mens det langbølgede UVA-lys anvendes i kombination med lægemidlet psoralen, der medfører øget lysvirkning (PUVA-behandling). Bløde røntgenstråler (Buckystråler) virker overfladisk i huden og bruges især ved psoriasis. Andre fysiske metoder er afskrabning (curettage), brænding (kaustik), frysning (kryoterapi) og laserbehandling.

Tabletbehandling omfatter bl.a. lægemidler mod bakterier, svampe og virus, samt stoffer, der dæmper immunologiske reaktioner og abnorm cellevækst, fx methotrexat. Lokalbehandling med lægemidler (imidazokinoliner), der stimulerer hudens naturlige immunitet, er indført ved behandling af kondylomer og vorter. De kan også ofte fremkalde svind af carcinoma basocellulare, der er en form for hudkræft, og aktinisk keratose, der er et forstadium til hudkræft; fotodynamisk terapi ved påsmøring af et lyssensibiliserende stof og efterfølgende bestråling med rødt lys er indført ved behandling af disse hudsvulster. Immunundertrykkende behandling ved påføring på huden af lægemidlet tacrolimus, der dæmper aktiveringen af immunsystemets T-lymfocytter, anvendes ved astmaeksem.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig