Erythrodermi, (af gr. erythros 'rød' og afledn. af derma 'hud'), udslæt, der udvikler sig til at omfatte al hud. Denne bliver diffust rød, hævet, brændende og ofte kløende. Reaktionen kan fx ses som lægemiddelbivirkning eller ved svære former af psoriasis og astmaeksem; sjældnere ved lymfekræft i huden (mycosis fungoides). Rødmen skyldes udvidelse af hudens blodkar, der medfører øget afgivelse af varme og væske. Afblegningen efterfølges af tørhed og afskalning.